top of page

50 SHADES OF

Kan du lide Friends, lakrids og kaffe? Køber du evt. for mange sko? Så har du måske mere tilfælles med Johan Weiss, end du lige går og tror. Dyk med ned i 50 lag af den 28-årige recurveskytte bosiddende i Korea og hør om drømme med sporten, vedvarende mails fra Pinterest og en helt speciel samling af rygnumre.

World Archery

Jakob Wärme Lykke

WEISS

1

Hvornår stod du op i morges?

”Kl. 6:00 - det gør jeg hver morgen.”

2

Hvad spiste du til morgenmad?

”Jeg fik havregryn.”

3

Hvilken film så du sidst i biografen?

”Jeg så ”Downsizing” - den kan ikke anbefales.”

4

Hvad er din favorit TV-serie?

”Jeg har mange favorit TV-serier som fx Californication, Lucifer, The Walking Dead osv. Hvis jeg skulle vælge en bestemt, så ville det nok være ‘Friends'.”

5

Hvad laver du, når du skal slappe fuldstændig af?

”Sover.”

6

Hvad hører du af musik for tiden?

”Lige for tiden hører jeg mest Coldplay.”

7

Hvad for noget mad bryder du dig ikke om?

”Jeg bryder mig ikke om mad med alt for meget olie eller sukker i.”

8

Hvordan kom du i gang med bueskydning?

”En af mine venner fra skolen gik til bueskydning og fortalte mig om det – det skulle jeg bare prøve. Efter at have været til min første træning i den lokale klub i Randers, så var jeg bare bidt af sporten. Jeg kunne ikke vente til næste gang, der var træning, og inden længe var der ikke noget, der kunne holde mig væk fra træningsbanen.”

9

Hvad er det bedste råd, du har fået af dine forældre?

”Lad være med at løbe ned ad trapperne.”

10

Hvad er din største sportslige succesoplevelse indtil videre?

”Der er mange øjeblikke, der springer i hovedet fra nyere tid. Men hvis jeg skal vælge den, der betød mest for mig, så var det, da jeg blev dansk mester for første gang for mange år siden (2008 for seniorer, red.).”

11

Hvad er din favorittid på dagen?

”Om aftenen, når træning er forbi, og det er tid til at slappe af.”

12

Hvad er din favoritsport ud over bueskydning?

”Der er mange forskellige sportsgrene, jeg synes er fede. Bl.a. MMA, vægtløftning og golf.”

13

Hvad ville du gerne være, da du var lille?

”Jeg kunne aldrig bestemme mig, for hvad jeg ville være. Det svingede mellem brandmand, ninja, Robin Hood og politimand.”

14

Hvad er din største frygt?

”At blive opereret med forkert dosering af narkose, så man lige præcis er vågen nok til at mærke, hvad der foregår, men ikke kan snakke eller bevæge sig.”

15

Foretrækker du vingummi eller lakrids?

”Lakrids.”

16

Hvorfor valgte du at rejse til Korea?

”Jeg valgte at rejse til Korea, fordi jeg har olympiske drømme, og Korea er stedet, man skal være, hvis man mener bueskydning seriøst.”

17

Hvad har det givet dig, at bo, træne og studere i Korea?

”Jeg er vokset på mange forskellige områder ved at være i Korea. Udover mit sportslige tekniske niveau naturligvis er blevet højere, så har de mange daglige udfordringer ved at bo i et fremmed land med en meget anderledes kultur gjort, at det har været nødvendigt holde en åben tilgang til tilværelsen. Ikke altid at vide, hvad det næste er, har næsten været temaet for mit ophold i Korea. Det, tror jeg, har udviklet mig meget som person. At være omstillingsparat er en vigtig egenskab – at have og beholde troen på, at der kan findes en løsning, ligegyldigt hvad man løber ind i.”

18

Hvad motiverer dig?

”Fremgang motiverer mig – eller perspektivet til fremgang.”

19

Foretrækker du solopgang eller solnedgang?

”Solnedgang.”

20

Beskriv dig selv med tre ord.

”Målrettet, logisk tænkende og nørdet.”

21

Beskriv bueskydning med tre ord.

”Fedt, udfordrende og frustrerende.”

22

Har du en favorit app?

”Den kommer i løbet af foråret. Søg efter ‘Kim Hyung Tak Archery’.”

23

Hvad er dit største ønske?

”Det lyder sukkersødt, men jeg ønsker, at alle de mennesker, jeg holder af, har det godt.”

24

Hvilken ting irriterer dig mest ved din personlighed? 

”Jeg kan godt have svært ved at give slip på ting, jeg har gang i. Det er ikke altid optimalt. Nogle gange er det bedre at give slip og komme videre.”

25

Hvis du havde mulighed for at bo et hvilket som helst sted i verden, hvor skulle det så være?

”Singapore. Men kun fordi vejret er godt hele året rundt.”

26

Hvilken af dine ejendele er du gladest for?

”Min computer. Den bruger jeg hver dag.”

27

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”At sove i telt med mine to brødre i haven, da vi var små.”

28

Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft med bueskydning?

”Vi var i Jakutsk i Rusland for at skyde en turnering. Det var en vild oplevelse at være i Sibirien og skyde turnering ude på en lille ø, hvor vi ankom med båd. Det var ganske anderledes end diverse andre World Cups.”

29

Savner du nogen lige nu?

”Min familie og mine venner. Men det skal man ikke tænke for meget på, når man sidder på den anden side af jorden.”

30

Foretrækker du sommer eller vinter?

”Sommer.”

31

Vil du helst på skiferie eller strandferie?

”Strandferie. Jeg aner ikke, hvordan man står på ski.”

32

Har du et ar, som fortæller en historie?

”Jeg har et ar på knæet. Det bekræfter mine forældres gode råd om ikke at løbe ned ad trapperne.”

33

Hvad er din livret?

”Flæskesteg.”

34

Vil du helst have forret og desset? 

”Dessert.”

35

Hvad er det mærkeligste, du har spist?

”Hønsefødder.”

36

Kan du lide kaffe?

”Øhh ja – der løber kaffe i mine årer.”

37

Samler du på noget?

”Jeg samler på rygnumre fra konkurrencer, hvor det er gået godt. Rygnumre fra konkurrencer, hvor det er gået skidt, ryger direkte i skraldespanden.”

38

Hvem sendte dig sidst en e-mail?

”Pinterest. Jeg har forsøgt at unsubscribe tre gange, men de bliver ved med at sende mig mails.”

39

Har du nogensinde været ved at dø?

”Jeg faldt engang ned på nakken, da jeg have jetlag og lavede armbøjninger op ad døren midt om natten. Det var ret heldigt, at det kunne kureres med en uge hos kiropraktoren. Jeg forstod først alvorligheden senere, da de fortalte, at jeg var blevet kvalt, hvis nakkehvirvlerne højere oppe var kommet til skade.”

40

Har du gjort noget spontant her på det sidste?

”Jeg har købt sko - igen.”

41

Har du noget nyt at fortælle, du bare må ud med?

”Tokyo er en mega fed by at besøge, hvis der er nogle, som mangler en ferie destination.”

42

Hvordan imponerer man dig?

”Dedikation imponerer mig - ligegyldigt hvilket felt det er indenfor.”

43

Hvad drømmer du om med sporten?

”Olympisk guld.”

44

Nævn en ting, som folk (måske) ikke vidste om dig.

”Jeg har engang løbet 10 km på 32 minutter og 21 sekunder.”

45

Hvis du selv skal sige det – hvad er så din største force?

”Jeg giver ikke op.”

46

Hvad er det sidste, du har købt?

”Sko - igen.”

47

Hvor mange tatoveringer har du?

”Ingen.”

48

Hvilken kendt person ville du gerne bruge en dag sammen med?

”Tiger Woods.”

49

Hvilke tre ting har du altid med dig, når du rejser med landsholdet?

”Pas, bue og landsholdstøj.”

50

Hvad har du sidst lært om dig selv? 

”Jeg har et sko-problem. Jeg køber alt for mange sko.”

BLÅ BOG
Navn: Johan Weiss
Fødselsdag: 17.04.1988
Født og opvokset: Randers
Bue: MK Z + VeraCity 68” 44#
Pile: Easton X10
Fingerlap: KSL Gold
Sigte: Shibuya Dual Click
Sigtepind: Shibuya
Stabs: MK XR
Nocks: Beiter Out Nock
Faner og pilehylde: Spinwings / Shibuya
Klub: Randers Bueskyttelaug

bottom of page