top of page

HVAD SKAL MAN HAVE MED TIL

3D STÆVNE?

Nu starter sæsonen for 3D stævner snart igen, men hvad skal man egentligt have med af udstyr til et 3D stævne? Kan man gøre noget for at forøge sine chancer for succes, og hvordan undgår man at ”gå ned” på sit udstyr.

World Archery // Privat

David Hauge, 3D-landstræner

Jeg vil i denne artikel prøve at gennemgå ting, man bør medbringe ud på banen, når man skyder et 3D stævne.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer omkring buens udstyr, men i stedet gennemgå alt det andet ”udstyr”, man bør have med. Hvis man vil sikre top præstation på alle banens mål, er der nogle få vigtige faktorer, man skal holde øje med.

Det handler om blodsukker og temperatur. Du må ikke gå i lavt eller højt blodsukker, og du må ikke blive kold og komme til at fryse. Det absolut vigtigste at tage med ud på en 3D bane, er derfor frugt, mad og vand. Det lyder måske banalt, men jeg har rigtigt mange gange gået i patrulje med skytter, som ikke har medbragt mad og vand ud på banen.

Et 3D stævne kan være en fysisk krævende oplevelse, og hvis man vil kunne levere optimale skud hele dagen, bliver man nødt til at spise og drikke hele tiden. Det er utroligt vigtigt, at man holder sit blodsukker konstant hele dagen. Føler man, at man er sulten, så er det for sent. Føler man, at man er tørstig, så er det for sent.

(genoptryk fra BUESKYDNING, marts 2016)

Uden mad og drikke…
Personligt har jeg gjort det til en vane at drikke en slurk vand for hvert andet mål, og jeg spiser ved hvert fjerde mål. Jeg har ”klap sammen” rugbrød med, som man sagtens lige kan snuppe et par bidder af en gang imellem. Hvis man føler, at blodsukkeret alligevel er ved at blive lavt, så kan man snuppe et par små stykker chokolade.

 

Er du forælder, er det vigtigt, at du sørger for, at dit barn har en ordentlig madpakke og noget vand med ud på banen. Det dummeste, man kan gøre, er at vente med at spise til ”pausen” og så gå i kiosken og bælle en ½ cola til en pølse med brød. Det er ikke optimalt energiindtag, og din krop vil reagere uhensigtsmæssigt.

DIF afholder kurser i ernæring, og tager man sin 3D skydning seriøst, anbefaler jeg, at man tager et af disse kurser.

 

Når man medbringer en madpakke med 4 klap sammen rugbrød, 2 æbler, 2 bananer, en plade chokolade og 3 liter vand, så skal man selvfølgeligt have en god rygsæk med ud på banen. Hvis man vil gøre det ekstra godt for sig selv, så bruger man en rygsæk, som også kan bruges som stol/skammel. Det er super lækkert, at man kan sidde ned og hvile benene en gang imellem.

I rygsækken bør man også have et let sæt regntøj. Jeg har altid regntøj i rygsækken, uanset hvad vejrudsigten siger. Ofte er ”naturen” våd af dug eller regn, når man starter om formiddagen. Det er rart at kunne tage et par regnbukser på, så man ikke bliver våd og kold på benene. For at regulere kropsvarme er det også en god ide at medbringe en hue til koldt vejr og en kasket, når det er varmt. Er det solskin, er skyggen på kasketten meget vigtig, for at man kan se klart gennem sit peep.

En anden vigtig ting til at regulere sin temperatur er en god varm vest. Jeg tager tøj af og på mange gange i løbet af en dag, og en vest er en god ting til at holde varmen på kroppen, uden at man har tykke ærmer, som generer for strengens frigang.

Bruger man sin regnjakke eller en anden beklædningsgenstand med tykke ærmer, så er et cykelærme et ”must” for at holde ærmerne tæt til armen.

Når man skyder 3D stævner er det også vigtigt, at jordforbindelsen er stabil. Det er derfor vigtigt, at fodtøjet er i stand til at holde fod og ankel stabil og samtidig holde fødderne tørre og varme. Det er IKKE smart at gå ud på en 3D bane i kondisko eller converse. Der skal være gode kraftige såler og et materiale, som ikke bliver vådt. Et par gode vandrestøvler er klart at anbefale.

 

Banen er ofte fedtet og glat, og man kan ikke kravle op og ned at skrænterne ved f.eks. Danish Open i et par glatte kondisko.

 

Når man har sørget for, at man kan holde stabilt blodsukker og kroppen varm og tør, så kommer vi til noget af det andet udstyr, man bør medbringe til et 3D stævne.

Skyd ikke i blinde
Når vi skyder 3D, er målene ofte skråtstillede og i skygge. Hvis man skal kunne identificere træfzonerne på dyrene, er det absolut nødvendigt at medbringe en kikkert, som man har i en strop om hals og arm. Man skal kunne komme til at ”trække” sin kikkert let og hurtigt, så man ikke spilder unødig tid på at fumle med en kikkert, som ligger i tasken eller hænger i bæltet.

 

Man behøver ikke medbringe en kæmpe kikkert med 12x forstørrelse. En lille lommekikkert på 8x21 er et godt og billigt sted at starte. Uden kikkert skyder man ofte i ”blinde”, og det er da dumt at lave et teknisk godt skud og så score 5, fordi man ikke ved, hvor på dyret man skal sigte.

Andre gode ting, man kan medbringe, er en pileudtrækker til de af 3D målene, hvor pilene sidder godt fast. En pudseklud til at tørre regn og skidt af linserne på scope eller kikkert. Her duer det ikke at bruge køkkenrulle, som kan ridse coating på linserne. Man bør også medbringe en hex nøgle, så man kan spænde eventuelle skruer, som ryster løs i løbet af dagen.

En sidste ting, som jeg gerne vil nævne, er noget, jeg meget sjældent ser hos 3D skytterne, nemlig et 1. hjælps kit.

 

Man er nogle gange langt fra ”alpha vej” på en 3D bane, og er man uheldig at skære sig på en nock, spidde sig selv på en gren, falde og få hudafskrabning osv., er det rigtigt smart, at man som minimum kan rense og forbinde et sår eller lægge plaster på en rift. Jeg har heldigvis aldrig haft brug for mit 1. hjælps kit, men det er altid med mig i min rygsækstol.

Forkortet huskeliste
Mad, frugt, vand, chokolade, rygsæk(stol), regntøj, cykelærme, hue, kasket, vest, cykelærme, vandrestøvler, kikkert i skulderstrop, pileudtrækker, pudseklud, hex nøgle, 1. hjælps kit.

Hvis du medbringer dette til dit næste 3D stævne, har du sørget for at være grundigt forberedt og sandsynligheden for et succesfuldt stævne er betydeligt større, end hvis du ikke medbringer noget af det ovenstående.

Hav en god 3D sæson – vi ses derude.

bottom of page