I REGN OG SLUD SKAL BUESKYTTEN UD

De danske bueskytter er trukket indenfor i ly for vintervejret, fået tag over hovedet og kortere til skydeskiven. Kom med til træningsaften i Lyngby Bueskyttelaug i lysstofrørenes skær, hvor smil og koncentreret stilhed varmer i kulden.

Anna Hermann Hansen

Anna Hermann Hansen

Det er en grå eftermiddag i november, da den 19-årige compoundskytte Martin Kanstrup Nielsen byder velkommen i kælderen under Lyngby Stadion. Neden for foden af den smalle trappe flyder det med overtøj, paraplyer og halstørklæder. De sidste uger af efteråret har ramt Danmark med regn og frostgrader om natten, og vejrværterne lover mere af slagsen.

Alligevel er Lyngbys kælder denne eftermiddag samlested for vejrtrodsige Robin Hood’er i alle aldre og udgaver. Langbueskytter, recurveskytter og compoundskytter deles om den sparsomme gulvplads til deres faste eftermiddagstræning.

 

Lyngby Bueskyttelaugs lange træningslokale bliver oplyst af kraftige lysstofrør. På væggene er der presset diplomer fra klubmesterskaber og skytters udmærkelser ind i mellem brede stativer af træ, hvor der hænger et hav af brogede buer. Nogle er lange og udskåret i blankt, blødt træ, andre korte og støbt i hårdt metal. For enden af bueskydningsbanen, hvor der må skydes på afstande fra 5 til 30 meter, hænger skydeskiverne i de blå, røde og gule farver klar.

 

”Vi har heldigvis god plads i dag”, siger den unge compoundskytte fornøjet.

 

Han er iklædt en rød træningstrøje med korte ærmer og et ryglogo, hvor der står ”DENMARK”. På sin venstre arm sidder en armbeskytter stramt til, og et brystskjold sørger for at holde hans træningstrøje væk fra buen. Den højre hånd holder godt fast i releaset, og rundt om livet hænger Hoyt-koggeret fyldt med hvid-sorte carbonpile.

 

Det er ”basic” udstyr, hvis det overhovedet skal komme på tale at have compoundbuen i hånden. Og det skal Martin. Som ung skytte på det danske landshold er han nødt til at træne så meget, som hverdagen overhovedet tillader det, året rundt.

”INDENDØRSSÆSONEN KAN VÆRE LIDT SVÆR”
Med efterårets komme har landets bueskytter forladt de udendørs skydearealer og gået på kortere afstande inde i klublokalerne.

 

LBL-skytterne retter på pilehylder og tjekker strenge. Forsigtigt summer de rundt mellem hinanden for at finde en ståplads. Kælderen er smal, så skytterne må passe nøje på, at buer og pile ikke støder sammen. Men der går ikke lang tid, før alle har en plads ved skydelinjen. Den bidende novemberkulde har nemlig fået mange af LBL’s faste skytter til at blive hjemme i dag, fortæller Martin Kanstrup Nielsen. 

 

”I Danmark har vi jo al slags vejr i forhold til mange andre lande, hvor de kan være udendørs det meste af året. På den måde kan indendørssæsonen i Danmark være lidt svær,” forklarer han.

 

”Jeg har prøvet at stå udendørs, hvor det sneede, fordi jeg skulle nå at træne op til et vigtigt stævne.”

 

Det er også derfor, at Martin Kanstrup Nielsen både træner med eftermiddagsholdet og det sene aftenhold i indendørssæsonen. Som landsholdsskytte er han nødt til at sikre sig, at han kan overholde træningsplanen.

 

”Hvis man har en bestemt mængde pile, man skal nå at skyde, skal man komme i rigtig god tid og måske også blive længere. For det sker nogle gange, at vi er så mange om pladsen, at vi bliver nødt til at skyde på skift i hold. Og så kan man risikere at komme sent hjem, for så har man ikke nået at skyde de pile, som man skulle,” forklarer Martin, men fortsætter smilende:

 

”Men det er også det eneste minus ved den her klub - der er for mange medlemmer.”

ØVELSE GØR MESTER
Dok, dok, dok, lyder det stumt.

 

Stilhed.

 

Dok, dok, dok.

 

Træningen er gået i gang. Bueskytterne står stille og koncentreret på rad og række og sender en skare af pile ned imod skydeskiverne. Carbonpile og træpile gennemborer de matte skydemåtter. Martin Kanstrup Nielsens bue er spændt hårdt op.

 

”Der er jo nogle skytter, som har det dér talent, så de ikke behøver at træne, men kan nøjes med at præstere til stævnerne,” siger den unge compoundskytte.

 

”Men det kan jeg altså ikke. Jeg bliver nødt til at følge min træningsplan, for ellers bliver min skydning ret hurtigt dårlig.”

 

Bueskytterne har skudt deres pile afsted og trækker sig forsigtigt tilbage fra skydelinjen. Buerne bliver hængt op i sikkerhed på buestativerne, og skytterne marcherer grinende og snakkende ned til skiverne og tæller point. Martin Kanstrup Nielsen går med. Pilene bliver hevet ud af skydeskiverne med et ”zwop”, og nogle får et klap på skulderen.

 

”Godt skudt,” lyder det.

 

Skytterne vender tilbage til skydelinjen. Stilhed igen. Dok, dok, dok.

 

”Med alle de ting, jeg gør, sætter jeg mål. Det gælder også bueskydning. Og så sætter jeg delmål for at kunne nå hele vejen med træningen,” siger Martin Kanstrup Nielsen.

 

”Men når der ikke er tid eller plads til, at jeg kan træne på banen, skyder jeg derhjemme. Men det bedste og hyggeligste er helt klart at være i klubben,” siger han.

 

Skytterne har nu trænet sammen i lidt over to timer og begynder at pakke deres udstyr sammen. Buer bliver skilt ad, og pile bliver låst forsvarligt inde. Tilbage i Lyngby Bueskyttelaugs kælderlokale står Martin Kanstrup Nielsen fokuseret med compoundbuen i hånden, som lige skal justeres lidt, inden han skyder aftenens sidste pile. Man er vel sportsmand.