top of page

NYTÅRSFORSÆTTET

BUESKYDNING KAN HJÆLPE MED

Du kender det sikkert – nytårsforsættet er klart: I det nye år skal strammes lidt op, spises lidt sundere og tabes et kilo eller tre. Du er lige så fokuseret på det som på at ramme 10’eren. Det nye år er nu halvanden måned gammelt, og hvordan går det med at overholde de gode hensigter? Uanset om du stadig er på rette vej eller har brug for en hjælpende hånd for at komme tilbage på sporet, er løsningen heldigvis dejlig bekvem: Bueskydning!

Andrea Vasquez // World Archery

World Archery

Bueskydning er en fysisk aktivitet, der gavner både udviklingen af muskler samt det mentale helbred. Sporten kræver præcision, kontrol, fokus, fysisk formåen samt beslutsomhed.

Topatleterne træner dagligt, mange gange i timevis ad gangen, men selv bueskydning på breddeniveau kan give store sundhedsfordele, uanset om skydningen foregår indendørs eller udendørs, i konkurrence eller som social aktivitet.

 

Og på trods af at bueskydning ofte opfattes som stationært, aktiverer sporten kroppen, du forbrænder kalorier og opnår en bedre sindstilstand.

Bue bedre end 100 meter sprint
Bueskydning er en sport, der kan praktiseres af alle, uanset alder, køn og evne. Man bruger energi på at spænde buen, hvilket også er tilfældet, når man går hen for at hente pile fra skiven.

 

Det britiske nyhedsmagasin The Economist sammenlignede ved OL i London i 2012 kalorieforbruget for guldvinderne i bl.a. bueskydning med 10 minutters ikke sportslig aktivitet, fx dans, snorkling og støvsugning.

 

På deres vej mod toppen af det olympiske podium forbrændte herreskytterne omkring 1.084 kalorier, blot 747 færre kalorier end kvindelige maratonløbere, men bemærkelsesværdige 1.054 kalorier mere end herrernes 100 meter løbere. Bevares, varigheden af disciplinerne er forskellige – men pointen er valid!

 

I en turnering går bueskytter omkring 8 km hver dag og kan forbrænde et sted mellem 100 og 150 kalorier hver halve time.

Om og om igen gavner
Bueskydning er en sport, der kræver korte energiudladninger fra core-musklerne. Når man trækker i strengen spændes brystet, hænderne, armen og de store rygmuskler samt ikke-core områder som fx rotator-cuffen, der støtter dine skuldre. Den korrekte og vedvarende repetition af denne bevægelse styrker disse væv.

 

Samtidig med at dette styrker kroppen, lærer bueskytter at holde fokus på deres skyderutine og ikke lade sig distrahere af fx vind, afstand, larm og deres modstandere, så de kan sende den perfekte pil afsted. Den kontrol er gavnlig i andre dele af tilværelsen.

 

De forskellige trin, det kræves for at lave et godt skud, skal kombineres og samles til en højpræcisions rutine, som bliver en indgroet del af en bueskyttes muskelhukommelse og underbevidsthed. Der foregår så meget på samme tid – og med en ubegribelig lille fejlmargin – at koordinationen af disse bevægelser nærmest bliver instinkt.

Din værste konkurrent er dig selv
Bueskydning er ikke kun godt for fysikken. Som alle bueskytter ved, spiller den mentale styrke også en kæmpe rolle.

 

For selv om det er relativt let at lære bueskydning – er det svært at mestre til perfektion. Og selvom det er sjovt, kan det være frustrerende – og tålmodighed i praksis er essentielt, hvis man har planer om at blive i sporten i længere tid.

 

Har man til gengæld viljen og beslutsomheden til præcist at gentage en teknik om og om igen, bliver man en bedre bueskytte – og som konsekvens et bedre menneske.

 

Det mentale aspekt spiller også ind i kunsten at forblive afslappet og samtidig være præcis under pres. Det er en evne, som bueskytter udvikler ved at kontrollere deres åndedrag, koncentration og nerver.

 

En bueskyttes værste konkurrent er vedkommende selv – også i turneringer. Derfor handler bueskydning ene og alene om dig og din bue, når du står på skydelinjen. Perfekt til lidt meditation.

 

Hvis du fokuserer på din præstation, så er bueskydning en meget taknemmelig sport – idet scoretavlen viser, om man bliver bedre. Fremgang avler selvtillid, og der er ikke nogen bedre sport til at måle den end bueskydning.

 

Når du er godt skydende, flyver timerne afsted. Og selvom du går ind i din egen verden, din egen skyderutine, så er bueskydning en social aktivitet. Der er meget få sportsgrene i verden, der tillader verdens bedste at konkurrere mod relativt nye ansigter inden for sporten. Turneringer i bueskydning er, ofte, uden barrierer og muliggør venskaber mellem mennesker fra alle samfundslag. Du ved aldrig, hvem du ender ved siden af på skydelinjen.

 

Redigeret dansk version af Jakob Wärme Lykke

Kilde: World Archery
 

bottom of page