top of page

SKOLE OL

GAV NYE MEDLEMMER OG BEDRE ØKONOMI

I THY

Thy Bueskyttelaug var en af pionerklubberne i første omgang med bueskydning som en del af Skole OL sidste år. Og det har i den grad båret frugt.

John Dølby Pedersen

Jakob Wärme Lykke

Da Bueskydning Danmark i efteråret 2016 annoncerede, at bueskydning kom med på Skole-OL programmet og søgte lokale klubber som værter til afholdelse af lokalstævnerne i 2017, var Thy Bueskyttelaug hurtige til at melde sig til.

”Vi mener, at konceptet giver mange unge mennesker en god indføring i bueskydning, og heri så vi et meget stort potentiale for at kunne rekruttere så mange nye unge medlemmer, at vi kunne få et egentligt ungdomshold op at stå, dvs. styrke vores medlemsfastholdelse af eksisterende ungdoms-medlemmer,” siger Lars Christian Adrados, næstformand i Thy Bueskyttelaug.

 

Skole OL har givet klubben syv nye medlemmer. Fire direkte i form af elever, der deltog på Skole-OL samt tre indirekte medlemmer – en forælder og to som følge af presseomtale af arrangementet. Det er en stor procentvis stigning i en klub, der sjældent har haft over 20 medlemmer.

 

Samtidig er Thy Bueskyttelaug lykkes med en medlemsfastholdelse på den gode side af 80 procent i 2017. Det er bedre end tidligere, hvor der var en fastholdelse på under 2/3.

 

”Det absolut vigtigste, vi har fået ud af Skole-OL Bueskydning i 2017, er, at vi fik så stor aldersmæssigt homogen ungdomsgruppe, at vi i andet halvår af 2017 har etableret fast træningsaften både udendørs og indendørs for unge skytter med tilknyttet træner/coach,” siger Lars Christian Adrados.

Førte til stort sponsorat
Fastholdelse af teenagere i sportsklubber er en kendt udfordring, hvor der løbende skal findes på nye spændende aktiviteter for at fastholde interessen.

 

Og med afsæt i Skole-OL Bueskydning 2017 og et nyetableret ungdomshold med fast træningsaften og tilknyttet træner havde Thy et godt fundament til at begynde at søge sponsorater.

 

”I hvert fald lykkedes det os at hive rigtig god sponsoraftale hjem med Thy-Mors Energi, så her i januar 2018 er vi i fuld gang med at bestille udstyr hjem til at 10-personers hold kan have det sjovt med Archery Tag, skydning efter bevægelige mål og kongespil med bue og pil. I tillæg får vi klubtrøjer til alle medlemmer,” siger Lars Christian Adrados.

 

”Evaluering af de ansøgninger der er lykkedes, synes at vise, at den gode visionære fortælling virker. Man skal vise, at man som klub har noget attraktivt at tilbyde lokalsamfundet og tydeliggøre, hvordan sponsoren kan være med til at hjælpe klubben i mål. Det må gerne gøres lidt populært,” siger Lars Christian Adrados.

 

”Vi har lært, at drømme om ændring kan indfries, når man finder og kommunikerer fælles retning og har en vis stædig tålmodighed til at forfølge fælles mål over længere tid,” siger han.

 

”De gamle ord om at man kan udvikle eller afvikle synes også at passe i det frivillige klubarbejde – tag blot forbi på en klubaften og se forventningens glæde lyse ud af øjnene på skytterne – og man mærker hver enkeltes positive energi, der smitter og bliver til noget større, en fælles klubenergi.”

bottom of page