”INSTRUKTØRERNE
SMIDER MED GULDKORN”
Bueskydning Danmark afholder hver år en række kurser, hvor man kan dygtiggøre sig som træner. Men hvad får man egentlig med sig hjem i pilekoggeret?
Jakob Wärme Lykke
Privat
1-2-Træner Bueskydning. Grundtræner, Modul A, B og C. Kandidattræner. DIF Træner 1 og 2. Der er nok at vælge imellem, når det kommer til uddannelsespaletten i Bueskydning Danmark.
Kim Thorøe er skytte i BB3D, Bueklubben for Buejægere og 3D Skytter – Jylland. Han skyder primært med compoundbue, men også recurve. Og han skyder mest jagt og 3D, men også lidt skiveskydning i vintersæsonen.
Kim Thorøe har været på et par af 3D landstræner David Hauges kurser for at lære specifikt om opsætning og trimning af buer.
Derudover kan han efterhånden sætte hak ud fra de fleste af Bueskydning Danmarks kurser. Således har Kim Thorøe været på 1-2-Træner og Grundtræner Modul A, B og C samt Kandidat Modul A og senest Modul C i november.
”Jeg tilmeldte mig for at dygtiggøre mig,” siger Kim Thorøe.
”Jeg ville gerne blive bedre til at undervise dem, som jeg hjælper, således at de bliver dygtige skytter. Og når de bliver dygtige, er jeg jo nødt til at gøre mig selv dygtigere for forsat at kunne hjælpe,” siger han.
CAND.BUE.
Formålet med Kandidattræneruddannelse er at klæde træneren på til at varetage træningen for klubbens let øvede til øvede skytter.
Over tre moduler skabes der en god forståelse for brugen af de basale tekniske færdigheder og bygges videre på principperne på Grundtræner, således at trænere alene kan planlægge og gennemføre træningen i klubben med den rette kvalitet.
Målgruppen er personer, som ønsker værktøjer, indsigt og forståelse for træning af let øvede til øvede bueskytter. Den primære målgruppe for kurset er trænere med et Grundtrænerforløb under Bueskydning Danmarks træneruddannelse.
HAR FÅET EN MASSE VÆRKTØJER OG FAKTA
57-årige Kim Thorøe arbejder med elever med særlige krav, hvilket vil sige kørestolsbrugere og spastikere. Derfor skal han ofte tænke ud af boksen, når han skal give sin nye kursusviden videre til eleverne.
”Jeg skal finde en måde at oversætte det på, så eleverne også kan få glæde af det i deres skydning. Så derfor er kursuserne vigtige for mig,” siger Kim Thorøe.
”Jeg har fået en masse værktøjer, som jeg kan bruge, når jeg selv underviser. Derudover har jeg fået en masse fakta, som jeg kan bruge, når der bliver sat spørgsmålstegn ved min viden og kunnen. Og jeg har fået en viden om, hvordan jeg bør undervise, så eleverne forstår tingenes sammenhæng,” siger han.
- Var der noget specifikt, som du synes var særligt udbytterigt?
”Ja, det må være alle de guldkorn, som instruktør på kursuserne smider til dem, som vil fange dem,” siger Kim Thorøe.
”Der er mange, som kommer med gode råd samt fortæller, hvordan man kan gøre tingene. Selvom det ikke har været en del af kurset, har instruktørerne alligevel gidet at svare på spørgsmål samt vise mange ting. Det vil jeg gerne takke instruktørerne for mange gange,” siger han.