top of page

Q&A 

4 HURTIGE TIL

DEN NYE SPORTS- OG UDVIKLINGSCHEF

Kenn Romme er ny sports- og udviklingschef i Bueskydning Danmark. Her fortæller han om at komme væk fra en silotilgang, om altid at være i proces og nye spændende opgaver. 

Kenn Romme (1).jpg
document-symbol-with-text-lines.png

Jakob Wärme Lykke

camera.png

Bueskydning Danmark

Q1: Hvad bliver hovedopgaven i at være bindeled mellem bredde og elite?

A: ”I forbindelse med udarbejdelsen og implementeringen af Bueskydning Danmarks strategi har vi ændret tilgang til løsning af opgaver. I det arbejde blev det tydeligt, at der på en del områder er snitflader imellem bredde og elite, men ingen havde fokus på opgaverne, som lå her.” 
 

”Min opgave bliver at sikre, at opgaverne bliver løst med blik for snitfladerne, således at vi kommer væk fra den silotilgang, vi har haft i vores opgaveløsning. Med en mere dynamisk drift af administrationen vil vi på flere områder kunne styrke både bredde og elite ved at have fokus på begge dele i vores tilgang til opgaven.” 
 

”Et godt eksempel kunne være vores træneruddannelse, som skal afspejle vores talentudviklingsstrategi, således at alle trænere trækker i samme retning, uanset om vi snakker klubtræner for let øvede skytter, eller trænere på et højere niveau. Hvis vi ikke tænker vores talentudvikling ind i træneruddannelsen, kommer vi til at skabe to paralleller, som ikke nødvendigvis matcher.”

Q2: Hvordan vil du gøre fokus på udvikling mere tydelig?

A: ”Det, håber jeg, bliver tydeligt, i alt hvad jeg foretager mig. Det er udvikling, som driver mig, og her min interesse ligger. Jeg har den tilgang til tingene, at vi altid er i proces. Vi kan altid bliver lidt bedre, lidt skarpere og endnu mere klare i vores handlinger og holdninger.” 
 

”Hvis ikke vi hele tiden udfordrer os selv på at gøre tingene lidt bedre, end vi gjorde det i går, så går tingene i stå. Vi skal turde udfordre os selv og kigge på både drift og udvikling med et udgangspunkt, som hele tiden søger at skubber grænser. Derfor vil min indgang til tingene altid være med udvikling i fokus.”

Q3: Hvad kan du bidrage med som sports- og udviklingschef?

A: ”Det kedelige svar kunne være en henvisning til forbundets aftaler med DIF og Team Danmark, som indeholder mål, der skal nås. Min primære opgave er, at vi når disse mål.”
 

”Det mere farverige svar, som også tager os lidt med bag om kulissen, vil tage udgangspunkt i titlen. Det var vigtigt for mig, at vi ikke bare fik en ny sportschef, men at stillingens fokus ligger på tværs af bredde og elite. Det gør, at alle på kontoret får en leder, som står til rådighed for sparring på opgaveløsningen.” 
 

”Tidligere har man været meget alene omkring sine opgaver, men med en central person, som dækker alle områder, sikrer vi nu, at der er en til at ideudvikle og problemknuse sammen med. Det ser jeg som en væsentlig styrkelse af vores administration.” 
 

”Opgaveomfanget i administrationen er det samme som tidligere, men jeg synes faktisk allerede, at vi har lagt på i forhold til strukturering og opgaveløsning. Funktionen lægger også op til, at jeg er naturligt bindeled imellem politisk og administrativt niveau. Det gør det altså noget nemmere, at der er en central person, som kan samle trådene og have et overblik.” 

Q4: Hvilke opgaver ligger og venter lige nu?

A: ”Uha! – Vi har bare gang i virkelig mange ting pt., og alle arbejder 110% i øjeblikket.” 


”Vores nye projekt omkring Combat Archery skal søsættes, og det forventer jeg mig meget af. Det bliver sindssygt spændende at få defineret og rammesat denne nye måde at gå til bueskydning på, og jeg glæder mig virkelig til at rulle projektet ud og præsentere det for klubber og medlemmer.”
 

”Der skal laves nye aftaler på vores talentcentre rundt om i landet, og med dem skal der også laves nye aftaler med trænerne. Vi har gang i et virkelig spændende tiltag omkring udvikling af vores træneres kompetencer, som også taler ind i en bedre struktur på vores talentcentre. Det er vigtigt for mig, at vi styrker vores talentarbejde via en mere struktureret og koordineret indsats.”
 

”Endelig arbejder vi kraftigt på at få et elitecenter op at stå i Brøndby. Sådan et center skal være samlingspunkt for alle vores eliteskytter og være katalysator for hele vores elitetære satsning.”

archery.png
bottom of page