WELCOME TO THE SAFE ZONE
Safe Zone er et idrætstilbud for skadede veteraner fysisk såvel som psykisk. Det er en mulighed for at træne i selskab med ligesindede veteraner i trygge rammer. BUESKYDNING besøgte et Safe Zone-arrangement i Grøndalscentret, hvor veteran Maria K. Andersen fortalte om den dag, der ændrede hendes liv for altid, og hvordan bueskydning måske kan være med til at åbne en ny dør i hverdagen.
Jakob Wärme Lykke
Jakob Wärme Lykke
”Jeg skal have ansvaret og sikre med to køretøjer fra high ground og har også et ambulancekøretøj med. Allerede på vej ud kører vi mod en improviseret sprængladning, men får kun materielle skader. Heldigvis. Jeg vurderer, at vi sagtens kan fortsætte,” siger Maria K. Andersen.
”Da de så har været nede og lave de ting, de skal, trækker de tilbage og kommer op forbi os og går ind mod lejren. Her har vi et køretøj, der kører på en improviseret sprængladning, men som er antændt. Og så sprænger vores køretøj i luften,” siger hun.
”Sophia dør på stedet. Sophia var i kommandodelingen, men var udlånt til mig. Under oprydningsarbejdet, sker der det, at Jesper – min Gevær-1’er – også træder på en pressure plate og sprænger begge ben af. Det sker, som vi står på en linje. Vi er gået hver vores vej om køretøjet, så vi er inden for ti meters afstand,” siger Maria K. Andersen.
”Det billede, jeg ser allertydeligst, efter sandet er faldet, er en mand med to benstumper falde ned på ryggen og bare skrige af smerte,” siger hun.
”Selvom jeg melder ind på radioen, og jeg får drengene ud og sikre og lave deres opgaver og gør de ting, jeg skal, så løber tårerne ned ad kinderne på mig. For det eneste, jeg skal, er at have resten med hjem. Der tænker jeg: Ok, det er i dag, jeg skal dø. Det er ok. Jeg prøver at deale lidt med det. Det er fint nok, hvis det kommer til at ske, så er det i dag. Fordi jorden var så giftig, følte jeg,” siger Maria K. Andersen.
”Men i alt det her prøver jeg at holde styr på drengene og være den voksne og have et ansvar over for dem, fordi de skal med hjem,” siger hun.
HJERTEVARME PÅ 1. SAL
Grøndal Multicenter i København ligger badet i lys fra novembersolen, der sender skarpe stråler ned fra formiddagshimlen og varmer de stadigt bare ører og hænder på de forbipasserende cyklister, som endnu ikke har behov for at finde huer og handsker frem.
Indenfor emmer det gamle multicenter fra 1965 af både sved og glemte håndklæder. Oppe på 1. sal, forbi de spirende kunstmalere, forbi crossfit for seniorer og de bordtennisspillende pensionister, åbner døren til Københavns Bueskyttelaugs lokaler, hvor der denne formiddag er særarrangement. Der er Safe Zone for danske krigsveteraner.
Her er der en helt anden varme. Hjertevarme. Alle giver hånd og hilser, når man kommer ind. Med oprigtige smil. Nogle krammer. Det er en åben træning, og alle kan møde op. Nogle er venner, andre er her for første gang. Selvom de ikke har mødt hinanden før, så kender de alligevel hinandens fortid. Ikke nødvendigvis i detaljer, men konsekvenserne heraf. De er danske krigsveteraner.
Stemningen er som i ethvert andet omklædningsrum. Kammeratlig, drillende. Der bliver hentet kaffe fra kiosken nedenunder, og flere af de fremmødte bruger det meste af den første time på at sludre over kaffen og komme med spydige, dog velmenende, kommentarer til dem, der står ved skydelinjen.
Safe Zone træningen er arrangeret af DIF Soldaterprojekt, som Bueskydning Danmark er en del af. Formålet er, som navnet indikerer, at give de danske veteraner et sted, hvor de er trygge.
Og det er de her. En af de i alt otte fremmødte veteraner fortæller, hvordan det havde været svært at komme ud af døren i morges. Men bevidstheden om, at han ville være blandt ligesindede, gjorde, at han alligevel kom afsted. Og det er han glad for. For det handlede også om at komme ud frem for at sidde derhjemme. Bare komme ud og få noget selskab.
EN ANDEN FORM FOR RO
Nye ansigter, der ikke har prøvet bueskydning før, får hurtigt en hjælpende hånd. En af dem er Maria K. Andersen, der får stukket en barbue i hånden af dagens træner, der selv er veteran.
“Jeg så, at DIF Soldaterprojekt tilbød en Safe Zone-idræt og tænkte, at her har jeg mulighed for at være med ligesindede uden for stort et pres. Være med nogle, der er det helt samme sted, som jeg er. Nogle som har det bedre, og nogle skal man lytte lidt mere til end andre,” siger hun.
Efter en kort introduktion til barbuen sender Maria K. Andersen sin første pil afsted mod måtten. Pilen sætter sig i yderkanten af det sorte, og der går ikke et sekund, før sidemanden højlydt kommenterer derpå.
”Alt for højt,” udbryder han.
”Hold nu op, Flemming. Det er min første pil”, kommer svaret prompte fra Maria.
Smilene er gensidige. De kender hinanden. Maria var med i Australien som pårørende til en anden af veteraner i Grøndal Multicenter, Jakob. Han var en del af det danske Invictus Hold. Det var der, Down Under, at hun fik lyst til at prøve bueskydning.
”Jeg sad og overværede bueskydningsturneringen og tænkte, shit, det gad jeg godt at prøve,” siger Maria K. Andersen.
Hun har brugt det fysiske til at få styr på det psykiske, men pludselig åbnede der sig en ny dør.
”Det så virkelig inspirerende ud. Den ro, skytterne havde. Jeg har været meget mere vant til højintens og udholdenhedssport. På den måde trak bueskydning i mig. For at finde en anden retning på noget jeg kunne fordybe mig i på en anden måde, uden at få mega sved på panden,” siger Maria K. Andersen.
”Inden jeg tog afsted til Australien, havde jeg allerede meldt mig interesseret i Safe Zone-eventet på Facebook. Det underbyggede bare min interesse at se de andre deltage i konkurrencen. Det gjorde, at bueskydning helt sikkert var noget, jeg skulle prøve,” siger hun.
.png)
"Det så virkelig inspirerende ud. Den ro, skytterne havde."
- Maria K. Andersen
HURTIGE SUCCESOPLEVELSER
Pil efter pil nærmer Maria K. Andersen sig centrum af skiven. Det er tydeligt, at hun er lærenem og tager instruktørens gode råd til sig.
”Jeg synes, det er en fed måde, at man hurtigt kan mærke, hvor man skal dirigere. Man kan tage rigtig mange ting med fra det at være soldat og ligge på skydelinjen med et gevær og stået med en pistol med ind i bueskydning. Det, tror jeg, er en fordel. Derfor virkede det ikke så uoverkommeligt at prøve en helt ny sport,” siger Maria K. Andersen.
”Jeg synes, det er ret fedt. Drengene har været gode til at give mig nogle gode fif. Så skal man bare skyde, skyde, skyde,” siger hun.
”Min målsætning for i dag var, at jeg bare skulle have én pil i den gule. Så fik jeg det, og så kan man hurtigt justere sin målsætning. Så skulle jeg have to gule. Og så ville jeg først rykke skiven ud på lang afstand, når den tredje pil sad i den gule. Så nu starter jeg forfra igen, og målet er igen at få én pil i den gule på den lange afstand,” siger Maria K. Andersen.
”På den måde kan man hurtigt opnå et resultat, hvis man sætter et realistisk mål. På den måde er bueskydning nemmere, fremfor at jeg laver en målsætning om, at nu skal jeg fx løbe 5 km på 20 minutter. Der skal immervæk meget træning til, før det lykkes. Der skal også meget træning til i bueskydning, før man bliver rigtig god. Men man kan hurtigt få nogle succesoplevelser,” siger hun.
1. JUNI
Efter halvanden times tid i Safe Zone står de fleste af de i alt otte veteraner, der er mødt frem i dag, på skydelinjen. Der indfinder sig en yderligere ro i lokalet, og en blandet playliste fra anlægget sætter en passende stemning.
”Det er bestemt ikke nemt for mig at dele og vise min sårbarhed til andre, for så føler jeg, at jeg mister kontrollen. Men jeg arbejder hårdt på at prøve at finde balance og i stedet sige til mig selv, at styrke er den, der tør vise sårbarhed,” siger Maria K. Andersen.
”1. juni vil for altid være en dag, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme. Det er stadig en dag, der står lysende klar i min erindring. En skæbnesvanger dag, hvor mit liv blev ændret for altid. Den dag Sophia blev taget fra os, og Jesper kom alvorligt til skade. Dagen, hvor jeg gav mig selv et løfte om, at jeg aldrig ville give slip.”
Citaterne fra krigshændelserne i Afghanistan er hentet fra Udsendt af Danmark.
