DANMARKSMESTER MED LÅNTE FJER
Med tre danmarksmesterskaber på CV’et pynter Lykke Sørensen sig ikke med lånte fjer. – Men hun har skudt med lånte fjer. Frem til hun fyldte 18 år, blev hendes kontingent til Vordingborg Bueskyttelaug nemlig sponsoreret af Broen Guldborgsund.
Jakob Wärme Lykke
Privat
I august blev Lykke Sørensen danmarksmester i barbue samt vandt DM-bronze i både hold- og mix-konkurrencen.
Da seniormedaljerne blev hængt om halsen på hende i sidste års sensommer, havde hun også vundet indendørs DM som junior (tidligere i 2018) og inden da udendørs DM i kadet-klassen (2017). Dette på trods af at hun kun havde dyrket bueskydning i kun snart tre år.
Det skorter altså ikke på talent hos Lykke Sørensen.
Til gengæld var det for nogle år siden småt med finanserne i familien, og udsigten til at skulle betale kontingent i den lokale bueforening var en potentiel stopklods for den endnu ikke påbegyndte buekarriere.
EN BRO IND I BUESKYDNING
En bekendt at familien, der selv gik til bueskydning, introducerede for snart tre år siden Lykke Sørensen for sporten. Og lige fra første færd syntes hun, at bueskydning var interessant.
”Når jeg står og skyder, slapper jeg af. Så hviler jeg i mig selv og kan fokusere udelukkende på min skydning. Det er et pusterum fra hverdagens stress og jag,” siger Lykke Sørensen.
”Man kan hele tiden blive ved med at justere småting i sin skydning. Og hele den udvikling, synes jeg, er interessant,” siger hun.
Men ét var interessen, noget andet var, om det overhovedet kunne lade sig gøre for Lykke Sørensen at gå til bueskydning. På det tidspunkt var der nemlig ikke det store overskud rent økonomisk til at betale kontingent.
Dengang var Lykke Sørensens familie i en situation, som gjorde, at de fik tilknyttet en kommunal sagsbehandler som kontaktperson. Sagsbehandleren kendte til Broen Guldborgsund, en frivillig forening, der hjælper socialt udsatte børn til et aktivt fritidsliv, så de på lige fod med alle andre børn får mulighed for at dyrke sport og fritidsinteresser i lokale foreninger.
Igennem sagsbehandleren blev Lykke Sørensen og hendes far også opmærksomme på Broen, der efter nogle indledende møder betalte kontingentet til Vordingborg Bueskyttelaug
”Det betød, at jeg kunne fortsætte med at dyrke den sport, jeg godt kan lide. Samtidig gav det lidt luft i økonomien derhjemme,”
- Lykke Sørensen
”Det betød, at jeg kunne fortsætte med at dyrke den sport, jeg godt kan lide. Samtidig gav det lidt luft i økonomien derhjemme,” siger Lykke Sørensen.
Faktisk gav det så meget luft i økonomien, at Lykke Sørensens far selv kunne begynde til bueskydning i Vordingborg Bueskyttelaug, hvor han giver en hånd med som hjælpetræner.
”Jeg kan se, hvor godt et værktøj Broen er for dem, der sidder virkelig hårdt i det,” siger Kim Sørensen.
”Kontingentet er én ting, udstyret er en hel anden snak. Men med støtte fra Broen kan udgifterne holdes nede på et niveau, hvor de fleste kan være med, uden at folk bliver skræmt væk fra sporten,” siger han.
Broen Guldborgsund har også støttet Lykke Sørensens lillesøsters kontingent – og hun gik i sin storesøsters fodspor og vandt DM-guld i barbue i micro-klassen i 2018.
Efter at Lykke Sørensen er fyldt 18 år, betaler familien selv for klubkontingentet, så hun fortsat kan dyrke bueskydning og følge sine drømme:
”Det kunne være sjovt at komme med til de store stævner i udlandet. Men jeg har ikke travlt og tager det stille og roligt,” siger Lykke Sørensen.
Som tak for støtten stylede Lykke Sørensen og familien den bue, hun vandt DM med, og forærede den til Broen Guldborgsund, hvor den stadig udstilles.