DEN DAG DISSE FEM SKYTTER SKREV DANSK 3D HISTORIE
Danmark vandt imponerende fem medaljer ved 3D EM i Göteborg i september. Det bedste danske 3D-resultat nogensinde. De danske 3D-skytter havde skudt sig frem til hele tre guld-finaler og tre bronze-finaler, hvor de ikke kun skulle kæmpe mod modstanderne, men også mod voldsomme vindforhold. Efter at sidste pil havde fundet vej til 3D-dyrene, kunne de danske skytter slippe buerne og i stedet knytte næverne i triumf efter at have vundet 1 guld-, 2 sølv- og 2 bronzemedaljer ved europamesterskaberne i Sverige. Læs hver enkelt medaljevinders historie her.
Jakob Wärme Lykke
World Archery
Frank Christiansen
EM-guld, instinktiv
Guldfinale: 37-29
vs. Klaus Grünsteidl fra Østrig
Mine forberedelser frem mod EM bestod både af skydning på dyr på 3D-bane og mængdetræning på skive 4-6 gange ugentlig.
Teknikmæssigt havde jeg periodevis skiftende fokusområder på slip, buearm og ankring. Styrkemæssigt lavede jeg armbøjninger og planken flere gange om ugen. Jeg gjorde en dyd ud af at lære mit grej ordentligt at kende ved at skyde meget med det og afprøve forskellig indstillinger mht. strengehøjde, pilehylde og udformning af buehåndtag.
Konditionsmæssigt udfordrede jeg mig selv med at cykle dele af bjergmaratonruten i Aabenraa et par gange om ugen med henblik på at cykle hele ruten. Jeg havde svømmeture ved stranden for at løsne op i en stiv muskulatur.
Jeg deltog i landsholdsamlinger, hvor der bl.a. var fokus på finaleskydning.
Jeg holdt også ferie i Østrig, men med fokus på 3D-skydning. Jeg skød på forskelligartet parcours, som regel to parcours om dagen.
Min største personlige succesoplevelse ved EM var at komme i guldfinalen og vinde guld, selvom jeg lå på en 11. plads første dag med 4 missere.
Det var også en kæmpe oplevelse at komme med i holdskydning, da det er sjældent, at instinktivt-klassen skyder med.
Min mentale styrke og evne til at holde styr på mine nerver, selvom jeg var nervøs inden skydningen, var med til at vinde EM-medaljen. Og selvfølgelig en god, stabil skydning.
Umiddelbart inden den sidste pil tænkte jeg: ”Det er ingen problem, den rammer jeg.” Og umiddelbart efter den sidste pil tænkte jeg: ”Det lykkedes, superfedt.” Det var en stor forløsning.
Kirstine Godskesen
EM-sølv, compound
Guldfinale: 33-38
vs. Irene Franchini fra Italien.
Optakten mod EM var alt andet end optimal. Jeg havde ikke fået skudt ret meget og havde ekstrem dårlig samvittighed og lettere stress over min manglede indsats. Jeg havde i stedet meget fokus på konditionstræningen, fordi jeg vidste, at det ville været et godt kuperet terræn til EM.
Første dag i kvalifikationen havde jeg nogle problemer med min bue. Den skød ikke helt, som jeg gerne ville have. Da jeg havde skudt 14 mål, skød jeg dobbelt mis på en puma henover en sø. Dér tog jeg beslutningen om at skulle have fat i en dommer for at få min reservebue.
Jeg er generelt meget usikker på hele min skydning, og alt mit grej skal helst virke et halvt år, før jeg skal afsted. At skifte bue var tydeligvis den rigtige beslutning. Det var dejligt, at mine point gav mig den bekræftelse efterfølgende på min skydeseddel.
Min største succesoplevelse var helt klart eliminationerne. Her fandt jeg ud af, at jeg kan meget mere, end jeg selv var klar over.
Jeg var seedet som nr. 16, havde givet op på forhånd og dømt mig selv ude fra starten af. Jeg lod endda min taske blive nede i vores udstyrstelt, for den fik jeg ikke brug for til kun 6 pile. Jeg blev presset på tiden på min 1. pil i 1. match og missede 11’eren. Adrenalinen stak helt afsted, og jeg rystede. Sikke en start. Matchen vendte på mål nummer 5, og til min store overraskelse vandt jeg.
Derfra var der kun én vej, og det var frem. Jeg fik pludselig lidt blod på tanden, jeg syntes, at presset var fjernet fra mine skuldre, fordi jeg forinden havde givet op, så jeg kunne ikke nå at blive skuffet.
Jeg vandt alle fire matcher og dermed den ene gruppe. Nu var det vind eller forsvind, og jeg var træt. Jeg var bagud frem til sidste mål, hvor min modstander smed et point, og jeg hentede et. Det betød, at vi skulle skyde shoot off om en semifinaleplads. Top 4 kontra nummer 16. Det var jo for vildt!
Mine ben bævrede, da vi skulle til at skyde sidste pil. Jeg satte mig ned på hælene, så var jeg da sikker på, at jeg ikke faldt om. Jeg forsøgte at sende et godt stærkt skud afsted, mens jeg forsøgte at tale mig selv til ro. Nerverne var kommet frem og sad udenpå tøjet. Pilen blev sendt afsted, og gåsehuden kom frem. Det hele foregik i slowmotion. Jeg nåede ikke at se pilen i kikkerten, før jeg drejede hovedet. De danskere, der stod bagved og havde heppet det meste af dagen, brød ud i jubel med armene i vejret. Jeg vidste, at den var hjemme, og så kom tårerne frem. Den torsdag er en dag, jeg aldrig vil glemme. Jeg fik vist mig selv, hvad det vil sige at kæmpe, og nu ved jeg, at jeg kan.
Da jeg havde skudt første pil i guldfinalen, var jeg tre point bagud. Jeg var klar over, at det blev endestationen for min vinderstime. Der er bare ikke råd til at smide tre point, når man skyder compound, og slet ikke på kun fire pile.
Jeg har døjet meget med pletskræk, og jeg kunne heller ikke formå at styre det i finalen. Det var første gang med en finaleskydning i den kaliber. Jeg forsøgte at slutte med stil på den sidste pil, som kom godt afsted. Skuffelsen over at være så tæt på og alligevel så langt fra nagede mig med det samme. Jeg havde chancen for at blive europamester i et rigtig hårdt selskab. Jeg kunne bare ikke køre den i hus. Jeg håber, at jeg får chancen igen en dag.
På mange måder var det et af de værste stævner, jeg har skudt. Man kan sige, at det endelige resultat var okay, men vejen dertil var ikke, ligesom jeg havde håbet.
Pernille Olsen
EM-bronze, compound
Bronzefinale: 39-29
vs. Ivana Buden fra Kroatien.
I mine forberedelser skulle jeg først og fremmest have opbygget styrke og muskelhukommelse gennem en masse pile skudt på simple mål/skiver. Jeg arbejdede desuden en del på min teknik, da jeg havde en dårlig vane med at stå skævt med hoften. Derudover arbejdede jeg med at få opbygget et sikkert og stabilt slip.
Da dette var på plads, gik jeg på min klubs 3D-bane og øvede op og ned skud samt stresstræning i form af at have talende medskytter med rundt. Derudover har jeg gået i skoven med afstandskikkert for at øve afstandsvurdering samt trænet styrke og udholdenhed i træningscenter for bedre at kunne holde til mange dages skydning i felten.
Jeg har også deltaget flest mulige 3D-stævner for at træne at være i konkurrencepresset.
Min største succes til EM var, at jeg kunne holde hovedet koldt og ikke lade mig gå på af, at jeg på første kvalifikationsdag skød en 5'er allerede i 2. pil. Det samme lykkedes mig på 2. kvalifikationsdag, hvor jeg halvvejs rundt på banen var hele 14 point efter den førende i patruljen.
Jeg blev hidsig og ked af det. Men jeg kom over det ved at sætte et nyt mål om at hente hende, der lå lige foran mig i stedet for hende, der var meget langt foran mig. Alt i alt var min største succes, at jeg kunne skyde med samme seriøsitet og koncentration, når jeg var bagud, som når jeg var foran.
Jeg fik styr på, hvordan jeg skal kontrollere mine nerver. Jeg har brug for at finde ro i de ting, jeg kender, inden jeg går ind og skal skyde finale eller kvalifikation. Fx kigger jeg gerne Facebook, inden jeg skyder, da det er noget, jeg gør tit, og derfor føler jeg, at alt bare er, som det plejer. Jeg har brug for at skalere det rigtig vigtige som en finaleskydning ned til noget, som jeg kan håndtere presset af. Fx er det at gå ind og skyde finale ikke andet end at gå ind og skyde fire gode pile. Og det var jeg jo sikker på, at jeg kunne. I stedet for at føle jeg skal ind og præstere noget, jeg aldrig har gjort før, så virker det bedre, hvis jeg tænker på det, som om jeg bare skal gøre det, jeg plejer.
Inden den første pil i bronzefinalen tænkte jeg ikke så meget, fordi det hele gik så hurtigt. Jeg nåede kun at tænke, at det var vildt, så meget danskerne fyldte på tribunen. Ellers tænkte jeg kun på, hvilket dyr jeg skulle skyde, og hvor langt der var til det.
Min første pil er faktisk lidt for tidligt sluppet, så det første jeg tænker, da jeg ser, at det alligevel er en 10'er, er nok: ”Puha!” I kikkerten når jeg lige at skimte Ivana Budens pil, som er en 8'er, og jeg tænker: ”Nu er jeg da i det mindste foran.” Jeg finder en smule ro i, at det ikke er mig, der skal indhente noget.
Jeg er ikke på noget andet tidspunkt rigtig klar over, hvor langt jeg i virkeligheden er foran og tænker kun på, at jeg ikke skal give Ivana nogen muligheder for at indhente mig.
Da jeg har skudt den sidste pil, fornemmer jeg på stemningen, at jeg må have vundet, for danskerne på tribunen går helt amok. Men det er nok først, da Sisse siger til mig, at jeg ikke skal skyde flere dyr, at jeg har vundet og altså nu bliver nødt til at vinke op til min kæreste, at det går rigtigt op for mig, at jeg faktisk har gjort det, jeg ikke havde forventet, nemlig vundet.
Stig Andersen
EM-sølv, compound
Guldfinalescore: 40-43
vs. Giuseppe Seimandi fra Italien.
I mine forberedelser op til EM brugte jeg meget tid på at sikre mig, at både min primære og reservebue skød som de skulle, og at sigtemærkerne passede. Jeg stopper aldrig rigtigt med at træne afstandsvurdering, og jeg elsker at skyde med bue, så det gjorde jeg så tit som muligt.
Min største succesoplevelse må være at komme så stærkt igen efter en dårlig førstedag med massiv hovedpine.
Under EM var jeg god til at holde fokus på gode, stærke skud, være skarp på afstandsvurderingen og læse vinden rigtigt. Det hjalp mig til at vinde en medalje.
Pudsigt nok var mine tanker inden den sidste pil en undren over den næstsidste pil, der gik lavt. Jeg genkaldte skuddet i hovedet og konstaterede, at det hele føltes rigtigt. Derved fik jeg det ud af hovedet og kunne have fuld fokus på sidste pil. Da den var skudt, var min tanke: ”Æv”.
Martin Foged Jørgensen
EM-bronze, langbue
Bronzefinale: 38-37
vs. Alfredo Dondi fra Italien
Mine forberedelser frem mod EM forløb efter planen. For at bygge formen op til at toppe på det rigtige tidspunkt havde landstræner David Hauge givet os en plan for, hvordan det kunne gøres.
Da jeg kom hjem fra ferie i uge 29, startede jeg op med at mængdetræne cirka 250 pile på skive og 3D-dyr hver dag frem til tre uger før EM. Så skiftede jeg til model-træning, hvor jeg skød to pile ad gangen, stort set kun på 3D-dyr. De sidste tre dage, inden vi tog afsted til EM, skød jeg ikke.
Min største succesoplevelse var, at jeg kunne skyde de to kvalifikationsdage med nogenlunde lige højt niveau og slutte som nr. 1. Der gav direkte adgang til semifinalerne. Det var også en succesoplevelse, at jeg formåede at bevare roen i bronzefinalen efter at have været meget nervøs i semifinalen.
Jeg tror, at det, der hjalp mig til en medalje, var, at jeg kunne holde et tilpas lavt spændingsniveau i det meste af mine skydninger. I bronzefinalen havde jeg besluttet mig for, at det bare skulle nydes i fulde drag, så jeg var på ingen måde nervøs.
Jeg lagde ud med to rigtigt fine skud og lavede så en 8’er på tredje mål, hvilket gjorde, at Dondi halede ind på mig. Inden sidste mål havde jeg et forspring på 2 point. På sidste mål havde jeg besluttet, at jeg ville nå at skyde først, men jeg besindede mig og valgte at følge min normale skydecyklus. Det betød, at Dondi fik skudt sin pil først, og jeg kunne se, at det var en 11’er. Så skulle jeg skyde en 10’er for at vinde, og det gjorde jeg.
Det er den største sejrsfølelse, jeg nogensinde har haft. Det kan næsten ikke beskrives. Jeg havde været rigtig ked af en 4. plads.