top of page

MÅNEDENS ILDSJÆL

HOLGER KÜRSTEIN

Hvad kender du egentlig til bueskydningens historie? Din viden baserer sig formentlig på Holger Kürsteins skriblerier. Tidligere i år modtog han Bueskydning Danmarks bronzenål for sit store arbejde for bueskydning gennem årene.

Holger_Kürstein.jpg
document-symbol-with-text-lines.png

Jakob Wärme Lykke

camera.png

Privat

Vidste du, at bueskydning var på det olympiske program for første gang i Paris i 1900? Eller at det på et bestyrelsesmøde forud for Forbundsmødet i 1945 blev vedtaget, at damer skulle kunne deltage ved DM uden særlige betingelser. Og at den eneste gang et DM måtte aflyses var for 75 år siden den 29. august 1943, da tyskerne indførte militær-undtagelsestilstand med kampe til følge, og hvor 23 danske soldater mistede livet. 

Bueskydnings historie spænder bredt, og i Danmark har én mand gjort et ekstra stort stykke arbejde for at formidle sporten.  

 

Ildsjælen Holger Kürstein fra Rønne Bueskytte Laug har om nogen dykket ned i arkiverne og fundet bueguld frem til alle interesserede. 

 

”Min interesse for bueskydning går mange år tilbage. Som 5-6 årig kom jeg med min far, som var en af Rønne Bueskytte Laug første medlemmer, til bueskydning først i 1950-erne,” siger Holger Kürstein. 

 

”Jeg havde min egen træbue og nogle gamle aflagte træpile til at begynde med. Som 12-14-årig skød jeg stadig med en træbue – som imidlertid brast en dag, og jeg fik aldrig nogen anden. Hvorfor jeg startede med at spille håndbold,” siger Holger Kürstein.

 

Men det at skyde interesserede ham stadig. Bue og pil blev skiftet ud med krudt og kugler, og Holger Kürstein var aktiv pistolskytte i Rønne Skytteforening i 30 år med to danske holdmesterskaber på standardpistol til følge.

5.JPG

30 ÅRS PAUSE KUNNE IKKE HOLDE HAM VÆK
Det var dog ikke kun aftrækkeren, Holger Kürstein var god til at trykke på. Dagbladet Bornholmeren havde også glæde af hans færdigheder, hvor Holger Kürstein var ansat som trykker frem til dagbladet lukkede i 1994.

Han skrev også referater til avisen om både håndbold, pistolskydning og senere bueskydning. 

Efter 30 år havde Holger Kürstein fået nok af pistolskydning. Og efterhånden var han kommet på efterløn. 

 

I starten af dette årtusinde holdt Rønne Bueskytte Laug så et åbent hus-arrangement:

 

”Og hvorfor ikke! Jeg startede igen,” siger Holger Kürstein. 

 

”Undervejs har jeg altid haft interesse for historie. Og efter et ophold på Lokalhistorisk Arkiv på Bornholms Centralbibliotek som ”anbragt aktivist” under min ledighed, havde jeg rig lejlighed til at grave i de gamle aviser om den bornholmske bueskydning,” siger han.  

right-quotation-mark (1).png

"Det var naturligt for mig at finde historier fra tidligere tiders bueskydning”

- Holger Kürstein

Det blev til et 60-års jubilæumsskrift om Rønne Bueskytte Laug, og Holger Kürstein fik det hedengangen medlemsblad ”PLETSKUD” for Rønne Bueskytte Laug op at stå igen.

Holger Kürstein stoppede dog ikke her.

”Vi var så heldig i Rønne Bueskytte Laug at have adgang til de allerfleste papirnumre af BUESKYDNING, samt FITA’s historiebog fra 1941 til 1991 i tre bind, så det var naturligt for mig at finde historier fra tidligere tiders bueskydning,” siger Holger Kürstein. 

Han skrev blandt andet fire kompendier om bueskydnings historie, som kan læses på bueskydningdanmark.dk (se faktaboks nederst).

 

Det er også blevet til en enkelt DM-guldmedalje som oldboys til Holger Kürstein for en del år siden.

 

”I dag er jeg stoppet med bueskydningen. Jeg kan ikke trække buen mere,” slutter ildsjælen. 

archery.png
bottom of page