KICKSTART COMBAT ARCHERY
I BUESKYDNING DANMARK
Bueskydning Danmark sætter nu gang i et nyt projekt, som skal gøre Combat Archery til en ny og anderledes måde at gå til bueskydning på. Du kan være med til at kickstarte den proces, når alle medlemsforeninger er inviteret til workshop i Aarhus den 20. oktober 2018.
Jakob Wärme Lykke
Stock Photo
Mange har måske allerede stiftet bekendtskab med den aktionfyldte udgave af bueskydning, hvor man i et holdspil skal skyde sig til sejr ved at ramme sine modstander eller score flest point ved træffere, stjæle modpartens flag eller på anden vis besejre det hold, man står overfor.
Combat Archery kan nemt sammenlignes med paintball eller nerf spil, som er meget populært som eventafvikling, og kaldes også Archery Battle eller Tag Archery.
I Combat Archery skydes der med blunt pile, og banerne stilles op med bunkers til at søge dækning for modstanderes skud. Combat Archery kan både afvikles indendørs og udenfor og har den fordel, at alle kan være med, uanset niveau på bueskydning generelt.
Bueskydning Danmark ønsker at strukturere Combat Archery, således at Combat Archery bliver til et foreningstilbud, hvor regler, struktur og opsætning er fastlagt ud fra en landsdækkende struktur.
”På denne måde kan vi skabe en danmarksturnering, hvor Bueskydning Danmark arrangerer og afvikler en programsat stævnerække og udbyder et Danmarksmesterskab,” siger Morten Holm-Nielsen, formand i Bueskydning Danmark.
Indførelsen af Combat Archery som foreningstilbud i Bueskydning Danmark har vagt stor interesse hos Danmarks Idrætsforbund, DIF., som går med ind som partner i projektet.
”Allerede i 2019 skal de første stævner afvikles, og vi har stor tro til, at Combat Archery bliver en succesfuld tilføjelse til det foreningstilbud, som alle vores medlemsforeninger allerede tilbyder rundt om i landet,” siger Morten Holm-Nielsen.
WORKSHOP OM COMBAT ARCHERY
Allerede nu har Lyngby Bueskyttelaug afviklet det første uofficielle DM i Combat Archery.
”Det hilser vi meget velkommen. Sådan et stævne vil kaste rigtig mange gode erfaringer af sig, som vi skal bygge videre på ved workshoppen i Aarhus senere på måneden,” siger Morten Holm-Nielsen.
Workshoppen afvikles i Aarhus Bueskyttelaug lørdag den 20. oktober 2018, klokken 10-16.
Ved Workshoppen i Aarhus er det ikke nødvendigt, at man som forening stiller med et hold til afvikling af konkurrencer i Combat Archery, men derimod må man meget gerne stille med sine stærkeste innovatører og ny-tænkere.
”Vi får brug for at være kreative og skal på dagen afprøve de tanker og ideer, som kommer frem i løbet af workshoppen,” siger Morten Holm-Nielsen.
”Vi håber, at rigtig mange vil deltage og bidrage til, at dette nye tiltag kommer rigtig godt fra land, således at vi får skabt et produkt, som foreningen kan bruge som et tilbud til eksisterende og nye medlemmer. Et tilbud, som ikke ligner noget af det, vi har i forvejen og som gør bueskydning til en actionfyldt og høj-intens idræt,” slutter formanden.
Bueskydning Danmark sørger for udstyr til afvikling af Combat Archery på workshoppen.
Tilmelding
Bueskydning Danmark skal selvfølgelig vide, hvor mange som vil være med til at skabe udvikling og fremtid på denne workshop, og derfor skal man sende en ”vi deltager” mail til udviklingskonsulent Kenn Romme og angive:
1. Hvem kommer (navne på alle)
2. Hvor er vi fra (hvilken forening
Program for dagen:
10.00 Formiddags kaffe og præsentation af projektet
10.30 Workshop, hvor regler og rammer defineres
12.30 Frokost
13.30 Combat Archery battle
15.30 Erfaring- og evalueringsrunde
16.00 Tjek ud