HJEMME ER JAGEREN
Men hun er absolut ikke hjemvendt fra jagt. Maja Jager er hjemme i Danmark efter at have boet, studeret og trænet på allerhøjeste niveau fem år i Korea. Her fortæller den 27-årige fynbo om at være på fra klokken 7-23 i dagevis, hvordan få millimeter bliver til den største oplevelse, hvad hun tager med sig hjem fra Korea og karrierens næste drøm.
Jakob Wärme Lykke
Bueskydning Danmark // World Archery
Danmarks højeste flagstang står rank og troner sig godt 47 meter op i luften. Det 130 kvadratmeter store dannebrogsflag blafrer tungt, dog stadig lystigt bag Idrættens Hus i Brøndby.
For foden af bakken med flagstangen, på Bane 18 på Brøndby Stadion, står Maja Jager. Egetræerne på hendes venstre side danner et hvislende læhegn fra motorring 3’s evindelige trafiksusen i dag, hvor vinden kommer fra øst.
Maja Jager nærmest flyder ind i de naturlige omgivelser. Til stede i sin egen verden, hvor hun pt. arbejder med at ankre lidt hårdere for dernæst at ekspandere med ryggen, inden det karakteristiske dump lyder 70 meter væk.
Klik, klik, klik. Tommelfingeren registrerer ni pile mere på piletælleren og sender dagens foreløbige træningsmængde op over 200. Dér, på Bane 18 på Brøndby Stadion, passerer pilene et fodboldmål undervejs, inden de grupper sig nær centrum på måtten.
Pilenes placering på måtten er der ikke noget uvant i for den tidligere danske recurve-verdensmester. Men omgivelserne står i skarp kontrast til de forgangne fem år, hvor Maja Jager har boet, studeret og trænet på Jungwon-universitetet i byen Goesan i Sydkorea.
Her var et decideret anlæg indrettet udelukkende til bueskytterne på universitetsholdet.
Om sommeren kunne skytterne stå under et halvtag for at skærme sig for solen, mens de om vinteren kunne trække indenfor og skyde deres mange træningspile dagligt ud gennem en åbning i væggen, mens en knitrende brændeovn sørgede for varme i både hænder og kinder.
Eneste pige
Maja Jager indledte buekarrieren ved en ren tilfældighed. Ved den årlige julemesse i hallen i Broby på Fyn var der en stand, hvor man kunne prøve at skyde.
Den dengang blot 7-årige Maja Jager var okay til det, som hun siger. I hvert fald ramte hun måtten nok til, at hun syntes, det var sjovt og begyndte at komme i den lokale bueklub. Til de første stævner i lilleputalderen var hun den eneste pige.
Inden hun begyndte at prøve kræfter med bue og pil, havde hun lavet lidt springgymnastik, men var aldrig blevet særlig god til det.
Det blev hun til gengæld til bueskydningen, der blev mere og mere seriøs, som tiden gik. Maja Jager begyndte at komme med på de store samlinger med ungdomslandsholdene. Resultaterne var stadig ikke prangende, men hun var fanget af at rejse ud og konkurrere.
Senere begyndte Maja Jager at blande sig i toppen af de bedste danske skytter, og hun begyndte at skyde World Cups.
”Jeg havde en sæson i 2011, hvor jeg ikke var på podiet, men havde flere top 8-placeringer til diverse World Cups. Dér havde jeg en følelse af, at nu begynder det at nærme sig noget. Men det var først i 2013, at jeg kom på podiet. Og det kom meget uventet,” siger Maja Jager.
2013 var generelt et vildt år for den dengang blot 22-årige Maja Jager. Det var året, hvor hun pakkede kufferterne og rejste til Sydkorea for at komme under kyndige trænervinger af Kim Hyung-Tak, der betragtes som en af verdens førende, når det kommer til viden om bue og pil.
Valget om at rejse om på den anden side af jorden var ikke en svær beslutning.
”Det var en kæmpe mulighed at få lov til at komme derud. Hvis jeg ville noget med bueskydning, var det en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg vidste, at det ville være indbringende, så der var ingen tvivl,” siger Maja Jager.
Og indbringende blev det.
Motivationen ligger ikke i medaljer
Efter et halvt års tid i Korea, hvor Kim Hyung-Tak havde justeret på Maja Jagers teknik, var hun klar til at tage det sidste spring opad.
Det gjorde hun til VM i Tyrkiet, hvor Maja Jager kunne fejre karrierens største sportslige oplevelse indtil videre, da hun med få millimeters margin vandt shoot off i finalen og kunne hænge en VM-guldmedalje om halsen.
”Det var en kæmpe oplevelse både personligt og sportsligt at vinde den medalje. Det var en mega god turnering. Ret ubeskrivelig,” siger Maja Jager.
”Jeg havde lige skudt den sidste pil og fået at vide, at jeg havde vundet. Jeg var klar over, at nu var det overstået. Jeg skulle ikke skyde mere. Så faldt jeg helt sammen. Det var en bølge af lettelse. Det var så nervepirrende at stå der. Nerverne skulle holdes nede, og det krævede sygt meget energi. Så da jeg kunne give slip på det, blev jeg helt let,” siger hun.
”Det kom rimelig meget bag på mig, at det kunne lykkes at vinde. Men når man har stået der én gang, så tænker man, at det kan man godt igen,” siger Maja Jager.
Det er dog ikke medaljerne, der trækker læsset, når det handler om at finde motivation til den daglige træning.
”Langt henad vejen synes jeg jo bare, det er sjovt at stå og skyde,” siger Maja Jager.
”Det motiverer mig også hele tiden at forbedre mig og optimere. Jeg stræber hele tiden efter at blive bedre.”
- Maja Jager
”Det motiverer mig også hele tiden at forbedre mig og optimere. Jeg stræber hele tiden efter at blive bedre,” siger hun.
”Jeg har altid syntes, at det var meget fascinerende, spændende og sjovt at få lov til at dyrke bueskydning på det plan, hvor man får lov at træne meget og får lov til at arbejde med nogle tekniske ting og sin motorik,” siger Maja Jager.
Folk omkring hende roser også Maja Jager for sin ihærdighed. Især når det kommer til at rette sin teknik. Det indebærer ofte en periode, hvor man ikke rammer særlig meget, fordi man står og veksler mellem to metoder. Pilene vil derfor gruppe noget større.
Mange er ikke så gode til at håndtere den store gruppering af pilene, så de går tilbage til den gamle metode, men ikke Maja Jager.
”Jeg er ikke så bekymret, når pilene grupper stort. Jeg bliver ved at prøve at træne det rigtige, selvom pilene sidder ud over det hele. Det ender altid med, at pilene begynder at gruppe og ofte grupper endnu bedre, når man har lært den nye metode,” siger hun.
Fuldt fart på i Korea
Ligesom buekarrieren begyndte ved et tilfælde, var Korea-eventyret heller ikke en længe fastlagt plan.
Det var egentlig en anden dansk recurveskytte, Johan Weiss, der havde snakket med den koreanske træner Kim Hyung-Tak om muligheden for at komme til Korea for at studere og træne. Men da Kim Hyung-Tak spurgte, om Maja Jager også havde lyst til at komme med, var der ingen tvivl. Det blev et stort, ja tak.
Og derfra blev det hektisk.
”Den allerførste dag var der en lille koreaner, som ikke kunne engelsk, der hentede os i lufthavnen klokken 23 om aftenen. Han fulgte os til universitetet, hvor vi skulle bo og læse,” siger Maja Jager.
”Her blev vi mødt af en dame, der heldigvis kunne en smule engelsk. Vi bliver gennet op igennem sovesalene, og jeg fik at vide, at her måtte jeg aldrig komme igen, for det var herreafdelingen. Johan blev sat af på et værelse, og jeg gik videre ind på et andet værelse i pigeafdelingen og blev mødt at to sydkoreanere, der startede med at råbe af os, fordi vi kom til at gå ind med sko på, og de havde lige gjort rent, fordi jeg skulle komme,” siger hun.
”Vores telefoner virkede ikke i Korea, så vi vidste ikke, hvordan vi skulle komme i kontakt med hinanden. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre morgenen efter, eller hvordan vi skulle finde hinanden. Det var en ret kaotisk start og ret svært at lægge sig ned at sove uden at vide noget som helst om morgendagen,” siger Maja Jager.
Dagen efter fandt de to danskere hinanden, kom ned på banen, og der kom mere struktur på det hele. Men mere struktur var ikke ensbetydende med mere ro på.
Efter et par dage startede sprogskolen med fire timers intensiv undervisning på koreansk. Der var ikke flere end fire-fem elever i klassen, så Maja Jager var på hele tiden. Og sproget skulle læres for at komme ind på universitetet og dermed kunne blive i landet og forfølge buedrømmen.
”De første tre måneder var særligt hårde, fordi man ikke forstod sproget. Sprogskolen var så intens. Det var meget krævende,” siger Maja Jager.
Når der ikke var undervisning på universitetet, skød hun fra klokken 9 om formiddagen til 17-18-tiden om aftenen. Oftest med løb bagefter og styrketræning to til tre gange om ugen.
Når skolen kørte, var der cirka 18 timers undervisning om ugen. Så skød hun om morgenen, inden skolen begyndte eller om aftenen efter skolen. Fem-seks timer om dagen. Lektierne kom oveni. Så det blev ofte dage fra klokken 7 om morgenen til 23 om aftenen, før hun var færdig med dagens gøremål.
Og i Korea har man ikke læsefri op til eksaminer. Så det var nogle pressede perioder for Maja Jager, når skemaet lød på 18 timers undervisning om ugen plus eksamenslæsning – og så al bueskydningen oveni.
”I starten var det noget, som jeg bare så gerne ville. Der var så stor en gevinst, at jeg sagtens kunne overkomme det. Drivet og lysten til det opvejede det hele.”
- Maja Jager
”Til tider var det rigtig hårdt. Men man vænner sig til det,” siger Maja Jager.
”I starten var det noget, som jeg bare så gerne ville. Der var så stor en gevinst, at jeg sagtens kunne overkomme det. Drivet og lysten til det opvejede det hele. Jeg ville så gerne gøre det godt og lære så meget som muligt. Så det var ikke noget, der gjorde, at jeg overvejede at tage hjem,” siger hun.
Først var det et år. Så tog hun et år mere. Og et mere. Og så var Maja Jager pludselig halvvejs i en bachelor. Så var der OL i Rio, og det blev til et år mere. Pludselig manglede der kun et år.
”Jeg kunne mærke, at jeg i det sidste semester i den sidste eksamensperiode var flad. Hvorfor var det lige, man torturerede sig selv så meget – vi skulle jo hjem om en måned. Det var mentalt hårdere end tidligere, hvor der var meget mere gejst. Dér skulle jeg jo bestå den her eksamen, for at kunne blive i Korea det næste år,” siger Maja Jager.
I foråret kom bacheloren i Computer System Engeneering i hus. Og så var planen at tage hjem.
Det er lettere at løfte et stykke papir, hvis man er to
Men det var ikke nogen let beslutning at tage hjem til Danmark for Maja Jager. Hende og Johan Weiss blev tilbudt at tage kandidatuddannelsen derovre, hvilket ikke gjorde beslutningen nemmere. De overvejede at blive, men var samtidig også afklarede om, at de ikke ville blive boende i Korea. Så ville det være rart at komme til Danmark og få papir på en dansk uddannelse i forhold til den videre færd.
”Men man ville alligevel ikke rigtig hjem. For Korea var blevet hjem. Man havde ikke rigtig lyst til at rykke det hele op igen og tage til Danmark. Men samtidig vil man også gerne hjem til familien,” siger Maja Jager.
”Jeg tror, det var rigtigt at tage hjem, men det var ikke så sjovt, lige da man skulle,” siger hun.
Afslutningen i Korea blev nærmest endnu mere hektisk end begyndelsen derovre.
Et hav af projekter skulle afsluttes, og der blev aldrig et pusterum, hvor var tid til at sige ordentligt farvel og få set landet lidt. Runde det hele ordentlig af.
Derfor var det også underligt at lande i Kastrup, som markerede, at nu var det slut på et stort kapitel i Maja Jagers fortælling.
”Personligt har det været en kæmpe oplevelse og har modnet mig helt vildt. Fem år er lang tid, men jeg tror ikke, at jeg havde nået samme stykke, havde jeg været derhjemme,” siger Maja Jager.
”Det har givet mig mange oplevelser. Det, at leve i en anden kultur, gør noget helt andet end at være en uge på Mallorca. Det giver en helt anden forståelse for en anden kultur og folk, der bor i andre lande end deres hjemland. Det har helt sikkert åbnet mine øjne for mange ting og været en stor personlig gevinst,” siger hun.
”I Korea har de et ordsprog, der hedder: ”Hvis man skal løfte et stykke papir, er det lettere, hvis man er to mennesker til det.” Selv til de små ting gør det det lettere, hvis man hjælper hinanden. Hele den måde man er et hold på i Korea i forhold til at tage hånd om hinanden. Man tager sig mere af sit hold,” siger Maja Jager.
”Rent lavpraktisk, så gør det, at have presset sig selv så meget i perioder, at jeg ved, at jeg godt kan arbejde til klokken tre om natten og stadig stå op næste dag og fungere. Det er rart at vide. Det kan jeg bruge, når jeg har det hårdt. Så ved jeg, at jeg har prøvet noget, der er hårdere og nok skal kunne klare det her,” siger hun.
OL på radaren
Tilbage på Bane 18 bag Brøndby Stadion hiver Maja Jager pilene ud af måtten og stikker dem i pilekoggeret. Går tilbage, forbi fodboldmålet, og stiller sig igen klar til at sigte.
”Jeg savner banen,” siger Maja Jager.
”Livet på træningsbanen, interaktionen med Kim, og hvordan der bare var styr på det hele. Man kunne bare møde op og træne – det fungerede bare. Det var en rigtig rar hverdag,” siger hun.
Fødderne hviler på græsset, og med sko på er den 27-årige danske recurveskytte ligeså høj som sin bue. 68 tommer eller 168 cm. Rank af statur som flagstangen og med endnu højere ambitioner.
”Når man har stået på podiet én gang, så vil man gerne stå der igen. Og man ved, at det kan lade sig gøre, når man har de gode dage. Så det er helt sikkert, at jeg jagter flere podieplaceringer,” siger Maja Jager.
”På længere sigt, så er OL også på radaren. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg går efter at komme med. VM i 2019 er første mulighed for at kvalificere sig, hvor vi kommer nærmere på, hvor sandsynligt det er,” siger hun.
