top of page

TALENT KOMMER IKKE AF SIG SELV

Holstebro, Aarhus, Taastrup og nu også Broby. 1. maj blev den fynske klub Bueskydning Danmarks 4. Talentcenter. Her skal talentfulde bueskytter i Region Syddanmark fremover passes og plejes.

Jakob Wärme Lykke

World Archery Europe

”Formålet med Talentcentrene er primært at være et sted, hvor vore unge skytter, der viser potentiale, kan videreudvikle deres talent. Men talentcentrene skal også fremme koblingen mellem talent og elite og på sigt generelt være med til at løfte skytternes niveau over én kam.” 


Det fortæller sportschef i Bueskydning Danmark Torben Grimmel. 
 

En af ambitionerne med Talentcentrene er at skabe talenter, som på sigt vil være kandidater til de danske seniorlandshold. 
 

Derudover skal Talentcentrene kunne tilbyde skytterne et fællesskab med ligesindede, ambitiøse, unge skytter samt give dem sparring og udfordringer i både teknisk, fysisk, mental og taktisk træning.
 

”Talentcentrenes kerneydelse er at videreudvikle talenter. Talentcentrene skal være med til at sikre den fremadrettede sportslige udvikling i bueskydning og være med til at løfte resultatniveauet. Centrene skal være med til at udvikle og rekruttere talenter,” siger Torben Grimmel.
 

”Det handler ikke kun om bueskydning, men blandt andet også om life skills. De potentielt kommende landsholdsskytter skal have mulighed for at udvikle sig på andre parametre end kun sportslige. Det er også vigtigt, at skytterne blandt andet lærer at navigere imellem en aktiv sportskarriere og et liv ”udenfor”,” siger han.
 

”Målet er, at skytterne skal tilegne sig forskellige værktøjer, som de kan anvende, når der opstår udfordringer og problematikker af den ene eller anden art – både på og udenfor banen,” siger Torben Grimmel. 
 

Filosofien er nemlig, at når foreningerne sender skytter til Talentcentrene, skal de have noget igen, som de kan arbejde videre med hjemme i klubberne sammen med skytterne.

Broby på kortet
1. maj er for mange mennesker ensbetydende med arbejdernes international kampdag. Men på Fyn var dagen i år også værd at fejre af en anden årsag. Her blev det nye Bueskydning Danmark Talentcenter oprettet i Broby.

 

”Broby viste stor interesse i at løfte opgaven,” siger Torben Grimmel. 
 

”Placeringsmæssigt giver det god mening at have et Talentcenter på Fyn. Vi var i dialog med flere parter, og valget faldt på Broby, bl.a. fordi vi ret hurtigt havde et fælles fodslag,” siger han. 
 

”Der var ikke lang vej fra idé til handling. Broby har nogle fine faciliteter, og samtidig har de viljen og modet til at løfte opgaven. Kombineret med nogle stærke trænerkapaciteter er jeg sikker på, at det er en god og holdbar løsning med Broby som Talentcenter,” siger sportschefen. 
 

Den nye titel som Talentcenter betyder meget for Broby Bueskytte Klub:
 

”Som klub er vi meget stolte over, at vi er blevet Talentcenter,” siger Kent Damkjer, træner og kasserer i klubben.
 

”Vi ser det som en kæmpe mulighed for, at vi som klub kan udvikle os, både på det sportslige plan samt hvad angår det sociale aspekt. Begge dele er noget, vi som klub går meget op i. Her skal der være plads til alle, både dem, som kommer én time om ugen for at hyggeskyde, og dem, som kommer seks-syv dage om ugen og tager deres sport meget seriøst,” siger han og uddyber:
 

”Navnet ”Talentcenter” betyder, at dem, som bliver en del af centeret, vil være dem, som tager deres sport meget seriøst.” 
 

”Vi ser det også som en kæmpe mulighed for at være med til at udvikle og løfte niveauet af bueskydning på landsplan i tæt samarbejde med Bueskydning Danmark. Det skulle gerne på sigt komme alle klubber i Danmark til gode,” siger Kent Damkjer.

”Vi ser det også som en kæmpe mulighed for at være med til at udvikle og løfte niveauet af bueskydning på landsplan i tæt samarbejde med Bueskydning Danmark. Det skulle gerne på sigt komme alle klubber i Danmark til gode” 

- Kent Damkjer, træner, Broby Bueskytte Klub

Talent og vilje viser vejen
Lige nu kommer Talentcenter Broby til at dække hele Region Syddanmark og både recurve- og compound-skytter kan blive en del af centeret. 

 

”Det vil som udgangspunkt være junior- og kadetskytter, der kan deltage. Der vil dog være nogle enkelte aspirantskytter, som viser stort talent og vilje, der også kan komme med,” siger Kent Damkjer. 
 

I skrivende stund er 18 skytter blevet tilbudt en plads i centeret, og 13 har indtil videre takket ja.
 

”Skytterne er blevet udvalgt af trænerteamet i samarbejde med Broby Bueskytte Klub, og listen bliver godkendt af den sportslige ledelse i Bueskydning Danmark,” siger Kent Damkjer.
 

”Der er taget udgangspunkt i resultater fra DM og FM samt andre stævner. Derudover er der set på, om skytterne viser viljen og har talentet til at kunne blive kommende landsholdsskytter,” siger han.
 

Talentcentertrænerne bliver recurveskytte og ungdomslandstræner Bjarne Laursen og compound- og landsholdsskytte Patrick Laursen. 
 

”Vi ser det som en kæmpe fordel, at det er lykkedes at få to så kompetente trænere og skytter i Bjarne Laursen og Patrick Laursen til at være trænere i centeret,” siger Kent Damkjer.
 

De to gange Laursen kommer til at blive støttet af Brobys trænerteam fra klubbens egen Elitegruppe, Christian Holbech Andersen og Kent Damkjer.
 

Det hele kommer til at ske i tæt samarbejde med skytternes daglige trænere i deres respektive klubber. 
 

Foruden Broby har Bueskydning Danmark Talentcentre i Holstebro, Aarhus og Taastrup. Bueskydning Danmarks målsætning er, at der skal oprettes to eller tre Talentcentre mere.

Udvælgelse af skytter beror på følgende kriterier
- Skytten udviser engagement i bueskydning og træning.
- Skytten er en ivrig deltager i stævner, både indendørs og udendørs.
- Skytten har ambitioner om at drive det til noget.
- Talentcentertræneren og skyttens træner vurderer, at skytten har det nødvendige talent.

bottom of page