top of page

BUESKYDNING GIVER VETERANER

RO PÅ TIL AT FUNGERE I HVERDAGEN

Buen i hånden. Luk tankerne ude. Tænk på pilen. Fokuser på nuet. - Bueskydning kan være en tiltrængt pause fra nogle af de svære tanker, som krigsveteraner med posttraumatisk stresstilstand, PTSD, lider af. Her fortæller veteran Piet Funder Svendsen, hvordan bueskydning og “DIF Soldaterprojekt” har hjulpet ham tilbage til en civil hverdag.

Jakob Wärme Lykke

Privat

”Jeg har haft PTSD siden 2009. Der har ikke rigtig været nogen behandling, der kunne hjælpe mig.”
 

Piet Funder Svendsen er krigsveteran. For blot et par år siden sov han dårligt om natten og lå ofte i sengen hele dagen på grund af sin sygdom. 
 

Men i forbindelse med Invictus Games i Orlando tilbage i 2016 var Piet Funder Svendsen til informationsmøde sammen med en række andre krigsveteraner. De havde prøvet bueskydning til Invictus Games i London to år tidligere og anbefalede sporten til Piet Funder Svendsen. Netop de havde gode erfaringer med, at bueskydning var god mentaltræning for folk med PTSD.  
 

Piet Funder Svendsen meldte sig derfor til bueskydning i Holstebro Bueskytteforening og begyndte at skyde umiddelbart efter. 
 

”Jeg blev fanget, med det samme, jeg fik en bue i hånden. Nu har jeg noget at stå op til, som jeg virkelig brænder for,” siger Piet Funder Svendsen.

4 timer alenestart i Holstebro
Bueskydning Danmark vil gerne være med til at yde hjælp til, at de danske veteraner kan indgå i den almindelige foreningsidræt. Derfor er forbundet tilknyttet DIF Soldaterprojekt.

 

Den proces kræver særlige hensyn, hvorfor projektet handler om at etablere platforme, hvor veteranerne i trygge rammer kan motiveres til at komme i gang med idræt. 


Derfor inviterede Bueskydning Danmark sidste år klubberne til at være en del af “DIF Soldaterprojektet”. En af de klubber, der meldte sig under fanerne, var Holstebro Bueskytteforening. 
 

Her tog træner Ulrich Kjeldsen teten til at få veteraner med i foreningen. Han begyndte selv til bueskydning efter en arbejdsulykke, der medførte, at han begyndte at lide af PTSD. Det giver ham en fordel i forbindelse med at indlemme andre med sygdommen i klubben, da han kender til dens symptomer.
 

”Jeg tager dem altid en eller to ad gangen, hvor der ikke er andre klubmedlemmer og lærer dem at kende på den måde først. Vi bruger rigtig meget tid sammen,” siger Ulrich Kjeldsen. 
 

”Da Piet begyndte, underviste jeg ham gerne tre til fire timer alene nede i klubben til at starte med. Det gør jeg også gerne efter introduktionen,” siger han

Holstebro har to veteraner tilknyttet pt, hvor den ene er Piet Funder Svendsen. Og Ulrich Kjeldsen er ikke i tvivl om, at det har gavnet veteranerne at være en del af klubben.


”Jeg kan se på Piet, hvor stor en personlighedsændring han er gået igennem i den tid, han har været hos os,” siger Ulrich Kjeldsen. 
 

”Da han startede, kunne han ikke være i nærheden af folk, og i dag står han og snakker med alle på lige fod. Selvfølgelig er der nogle dage, hvor han er mere presset end andre, men han klør på med oprejst pande. Det er super fedt,” siger han.

Da Piet begyndte, underviste jeg ham gerne tre til fire timer alene nede i klubben til at starte med. Det gør jeg også gerne efter introduktionen.

- Ulrich Kjeldsen, træner i Holstebro Bueskytteforening

Og Piet Funder Svendsen tøver da heller ikke et sekund med at fremhæve den inkluderende tilgang, klubben har haft.


”Holstebro har været fantastisk. Jeg havde ikke noget udstyr selv, men de fandt hurtigt en udmærket bue til mig og fik sat den op. Jeg har haft to rigtig gode trænere, som har hjulpet mig rigtig meget,” siger han.
 

”Til at starte med kunne jeg ikke deltage så meget i klubtræninger, så der fik jeg alenetræninger. De har brugt rigtig meget tid sammen med mig. Også uden for træningerne. De gav mig en chip til døren, så jeg kunne træne for mig selv og fordybe mig i det,” siger Piet Funder Svendsen.
 

”Det er svært med store lokaler og 35 skytter til træning på samme tid. Det var svært for mig i starten. Det var den rigtige opstart for mig. Jeg er heldig, at der er nogle resursestærke medlemmer, som gider bruge meget energi på mig til træning og til stævner. De tjekker altid op på mig og støtter mig,” siger han. 
 

”Jeg havde ikke kunnet klare det, hvis jeg ikke havde fået den opbakning nede i klubben,” siger Piet Funder Svendsen.  
 

Nu bestræber han sig på at komme afsted fire til fem gange om ugen. Det er dog ikke altid, at det lykkes. 

Giver et tiltrængt pusterum
For Piet Funder Svendsen har bueskydning været en vej fra en militær til en civil hverdag. Efter flere mislykkede forsøg med mindfulness blev bueskydning det element, der fik det til at fungere.

 

”Sammen med en psykolog fra Invictius-teamet prøvede jeg igen mindfulness og kunne relatere mig rigtig meget til det gennem bueskydning. Man skal lukke tankerne ude og tænke på pilen og fokusere på nuet. Det har virkelig hjulpet mig i min egen verden i min rolle som far og ægtemand og i mine søvnrutiner. Det har været helt fantastisk,” siger Piet Funder Svendsen.  
 

Netop bueskydning er særlig godt for folk med PTSD. Det fortæller Anne Fritzner, der er DIF’s Soldaterprojektkonsulent i Vest:
 

”Vi oplever, at bueskydning er rigtig populært blandt veteranerne,” siger hun. 
 

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at der er meget fokus på vejrtrækningen. Det kræver enormt meget fokus at kunne skyde med bue. Der er ikke tale behandling, og vi kurerer heller ikke PTSD. Men det kan give en pause fra nogle af alle de tanker, som ikke er særligt rare og kan fylde rigtig meget. Det giver et pusterum,” siger Anne Fritzner. 

En menneskelig gevinst
DIF Soldaterprojekt er sat i søen, da idræt gør en forskel for mennesker, der har det svært og i særdeleshed veteraner, der er ramt af PTSD. Det er også en af grundene til, at Bueskydning Danmark er med i projektet.

 

”Idræt er et sted at mødes med andre, der interesserer sig for det samme som en selv. Det kan veteranerne genkende inde fra militæret. Derfor tror jeg også, at DIF Soldaterprojekt giver meget mening for veteranerne. Det giver øget livskvalitet og nye fællesskaber,” siger Anne Fritzner. 
 

Ulrich Kjeldsen mener, at soldaterprojektet giver rigtig god mening.
 

”Det er rart, at soldaterne ved, hvor de hører til og kan få den hjælp, de har behov for. Det er absolut nemmere, at tingene er samlet ét sted, end at de skal igennem flere instanser. Det kan de typisk ikke overskue,” siger han. 
 

Ulrich Kjeldsen er ikke i tvivl om, at det har været en gevinst for klubben at inkludere veteraner. 
 

”Det går fint med at have veteranerne i klubben. De andre medlemmer tager hånd om dem. Vi ved allesammen, hvordan det hænger sammen. Der er ikke noget tabu,” siger han. 
 

”Reelt set får vi ikke noget ud af det som klub. Men menneskeligt får vi absolut meget ud af det. Og det er det vigtigste. Det er vores mission med det her,” siger Ulrich Kjeldsen.

Drømmer om Sydney og en bedre hverdag
Hver gang Piet Funder Svendsen sender en pil mod måtten, er det med mere end ét mål for øje. Det begyndte i det små, men er vokset i takt med, at pilene har bevæget sig tættere på centrum af måtten.

 

”Til at starte med handlede det om at komme i gang med at lave noget og have noget at gå op i. Nu jager jeg mere sportslige resultater og har lagt et træningsprogram med styrketræning. Det er lidt det, min hverdag går ud på nu,” siger Piet Funder Svendsen. 
 

Han træner frem mod Invictius Games i Sydney i 2018. Derfor har han skruet op for træningen, så han stræber efter at træne fem gange om ugen. 
 

”Jeg har stadig mange udviklingsmuligheder. Det fokuserer jeg meget på. Jeg vil meget gerne til Sydney. Det er rehabilitering gennem sport, som jeg, paraprojektet og DIF Soldaterprojekt går op i,” siger Piet Funder Svendsen. 
Invictius Games i Sydney er dog ikke den største drøm. Der er en meget større: 

 

”Mit store fokus er hele tiden at få det bedre med min PTSD. At fungere bedre i min daglige rolle som ægtemand og far. Der er bueskydning et fantastisk redskab at bruge.”

Bueskydning Danmark foreninger som indgår i DIF Soldaterprojekt

 

Sjælland
Lyngby Bueskyttelaug
Gladsaxe Bueskytteklub
Vordingborg Bueskyttelaug
Køge Bueskyttelaug

 

Fyn
Odense Bueskytte klub
Ulbølle Bueklub

 

Jylland
Holstebro Bueskytteforening
Aalborg Bueskyttelaug
Varde Bueskyttelaug

 

Læs mere om DIF Soldaterprojekt og bueskydning her.

 

Følg DIF Soldaterprojekt på Facebook her.

Klubberne i DIF Soldaterprojekt forpligter sig til at:
 

- Tilbyde en kontingentfri prøveperiode på 6 måneder for den deltagende veteran under DIF soldaterprojekt
 

- Udpege en kontaktperson i klubben for målgruppen. Indhold af funktionen vil variere fra klub til klub, og aftales direkte imellem klubben og DIF soldaterprojekt
 

- Stille begynderudstyr til rådighed i hele prøveperioden
 

- Bueskydning Danmark stiller midler til rådighed til projektets afvikling som skal dække gebyret/kontingentet for veteranen i prøveperioden. Alle klubber under projektet vil ligeledes blive tilbud uddannelse og sparring fra DIF soldaterprojekt.

bottom of page