top of page

FAT GRYDELÅG OG IRRITÉR DANMARKS BEDSTE 3D SKYTTER

Det er ikke hver dag, man får en invitation til at fatte grydelåg, børn og hunde for at irritere Danmarks bedste 3D-skytter. Det er ikke mindre tilfældet her i statusopdateringen fra 3D landstræner Davis Hauge. 

David Hauge, 3D landstræner

David Hauge

Tilmeldingen til udtagelsen til 3D EM er overstået, og ved tilmeldingsfristen havde 49 skytter tilmeldt sig. Fordelingen ligger med klar overvægt ved herrerne. HSC 12 deltagere, HSB 5 deltagere, HSI 7 deltagere, HSL 13 deltagere.


Ved kvinderne er fordelingen DSC 3 deltagere, DSB 2 deltagere, DSI 3 deltagere, DSL 4 deltagere.
 

Allerede kort efter tilmeldingsfristen gik vi i gang med at udarbejde individuelle målsætninger for sæsonens største udtagelsesstævne, Danish Open i Nr. Snede.
 

I år er der udtagelsespoint på spil både lørdag og søndag, så finalerne bliver også spændende at følge.
 

Søndag d. 18. marts havde vi den første træningssamling. Vi mødtes 32 skytter på 3D banen ved Ejby-Harndrup og Omegns Jagtforening og startede med et par timers teori.
 

Efter frokost blev der skudt en runde på 3D-banen. Det var en blæsende og lidt kølig oplevelse.
 

De næste par uger kommer til at foregår med de første udtagelsesstævner, og vi mødes igen til næste træningssamling søndag den 29. april på træningsbanen ved Arcus i Bellinge på Fyn.

Kom og pres skytterne
På vores første samling blev det nævnt af nogle skytter, at de gerne vil have træning i ”pres” skydninger og finaler.

 

Derfor vil vi gerne invitere alle interesserede til at møde op og være publikum ved vores træning. Vi mangler hjælpere til at skabe en stemningsfyldt atmosfære. Skytterne skal kunne mærke, at der er larm og folk, som kigger på dem.
 

Træningen foregår søndag den 29. april ved Arcus i Bellinge, sædkildegårdvej 4, 5250 Bellinge, og vi har brug for publikum i tidsrummet kl. 13 til 15.
 

Du får mulighed for at komme HELT tæt på de bedste danske 3D skytter, mens de skyder. 
 

Medbring gerne et kamera, hvis du vil lure lidt på deres skydeteknik. Man må gerne medbringe larmende børn og hunde, grydelåg og andre irriterende larmende ”publikumsgenstande”.

bottom of page