BLIVE JUNIORVERDENSMESTER
Sådan føles det at...
Danmark fik en ny indendørs juniorverdensmester i compound, da Simon Olsen vandt guld i februar. Her fortæller den unge dansker om at være rystende nervøs, at skyde én altafgørende pil og en fuldstændig fantastisk følelse, da sejren var hjemme.
Jakob Wärme Lykke
World Archery
Fortalt af Simon Olsen, der vandt Junior VM i compound i Yankton USA den 19. februar 2018
Jeg havde faktisk trappet lidt ned på træningen i december, hvilket ikke var meningen. Men så gav jeg den gas i januar og februar og fik styr på alle tingene. Jeg fik trimmet buen ordentligt på ny og sikrede, at alt var i orden.
Men efter december vidste jeg godt, at formen ikke var helt, som den skulle være. Alligevel følte jeg, at det godt kunne blive til noget derovre. Jeg havde en mulighed for at komme op og skyde nogle gode point.
Vi var et lille hold, som mødtes i lufthavnen, da de fleste af de andre landsholdsskytter allerede var i USA i forbindelse med World Cuppen i Vegas. Vi fløj fra København til Amsterdam til Minneapolis til Sioux Falls og kørte derefter halvanden time i bus, så det var noget af en lang tur derover.
Vi ankom på hotellet sent onsdag aften, så det var direkte i seng, ligeså snart vi havde fået nøglekortene.
Til den uofficielle træning dagen efter rystede jeg lidt efter den lange flyvetur. Jeg var fuldstændig smadret efter al den transport. Men til den officielle træning havde jeg en god følelse i kroppen. Den gik faktisk rigtig godt.
Jeg var positiv op til kvalifikationen. Jeg havde en god følelse i kroppen og vidste, at jeg godt kunne levere pointene. Så var det bare et spørgsmål om at få det gjort. Det er ikke nok med følelsen. Man skal tage sig sammen, når man skyder. Gøre, som man plejer at gøre. Finde rytmen og få leveret nogle gode skud.
Jeg begyndte allerede at blive nervøs under kvalifikationen. Det er noget, jeg har haft problemer med til konkurrencer. Når jeg bliver nervøs, tøver jeg lidt mere i skuddene, så det ender med, at jeg får punchet dem af. Hvert eneste skud i kvalifikationen, og i finalen for den sags skyld, var virkelig en kamp uden lige. Jeg punchede den på hvert skud, men det var heldigvis kun minimalt, så jeg kunne stadig ramme. Det lykkedes mig faktisk at skyde fornuftigt, selvom jeg ikke var på toppen.
Vi målte min puls før finalen. Jeg var spændt, men følte mig egentlig rimelig afslappet. Jeg skød rigtig godt under opvarmningen, selvom min puls lå på 116-117 stykker.
Jeg rystede i bukserne hele vejen igennem finalen. Jeg var vildt nervøs. Heldigvis stod Martin Damsbo bagved mig som coach, og han hjalp mig en god del med at komme lidt ned på jorden, selvom det er hammersvært, når man står der.
Jeg mødte Curtis Broadnax i finalen. Han var rangeret højest og valgte at starte med at skyde. Han skød 10-10-9, så skød jeg 9-10-10. Jeg skød 9-9-10, så skød han 10-9-9. Det var hele tiden lige omvendt, men vi fulgtes ad hele vejen gennem finalen. Vi lå hele tiden og kæmpede side om side. Der var et spil hele vejen. Den næste pil skulle være der; der var ikke plads til at fejle, for finalen var simpelthen så tæt.
Vi endte helt lige i finalen. 145-145 og skulle i shootoff. 1 pil om at blive verdensmester.
Ligeså snart han havde skudt sin pil, kunne jeg høre på publikum, hans coach og ham selv, at den ikke var god. Men jeg kiggede ikke på hans pil. Jeg prøvede at lukke mig fuldstændig inde. Jeg fokuserede på mine egne ting og egen skive.
Han lavede en midt 9’er. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt, men jeg kunne høre og fornemme, at den i hvert fald ikke sad i 10’eren. Så var det ellers bare at få den ind i center.
- Simon Olsen, juniorverdensmester
Han lavede en midt 9’er. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt, men jeg kunne høre og fornemme, at den i hvert fald ikke sad i 10’eren. Så var det ellers bare at få den ind i center.
Jeg fik skudt min egen pil. Jeg troede faktisk, det var en 10’er, men fandt hurtigt ud af, at det var det ikke. Men det var nok til, at jeg vandt.
Da jeg trådte tilbage fra linjen og kiggede på Damsbo, kunne jeg se, at den var der. Yes! Det var en fuldstændig fantastisk følelse. Det var nærmest ubeskriveligt at vinde. Det var fuldstændig surrealistisk.
Vi målte min puls igen 10 minutter efter finalen. Der var den 154. Jeg følte godt nok også, at jeg rystede.
Det er simpelthen sådan en fed følelse at være nået så langt. Men det er ikke et endeligt mål, det er et step på vejen. Når man når til toppen af det bjerg, man har sat sig for at bestige, må man finde et større bjerg og nå op på toppen af det.