top of page

SPÆNDT OP TIL DM

Det kan være meget udfordrende, men det er absolut alle anstrengelserne værd at være værter for et danmarksmesterskab. 

Bueskydning Danmark / Tanja Jensen og Martin Damsbo Facebook

Anna Hermann Hansen

De jubler i Fredericia Bueskytteklub, så man skulle tro, at de lige havde vundet danmarksmesterskabet. Og det har de også – næsten. For hen over sommeren var Fredericia, Køge, Middelfart og Aalborg alle værter ved de årlige udendørs danmarksmesterskaber for landets bueskytter.

 

”Det var virkeligt herligt at se så mange skytter til sommerens danmarksmesterskab, som nød dagen og det arrangement, vi fik stablet på benene,” fortæller Finn Larsen, som er formand for Fredericia Bueskytteklub.

Med over 180 deltagere per dag blev DM 3D-stævnet i Fredericia både en stor succes og en lærerig oplevelse for stævnearrangører og dommere. Det var nemlig kun anden gang i klubbens historie, at de prøvede kræfter med at arrangere et danmarksmesterskab.

”Desværre var der en stor udfordring ved stævnet,” fortæller Finn Larsen.

 

”Det silede ned i dagene op til, og derfor var vi seks-syv personer, som blev nødt til at rigge banen til igen og igen, for ellers var den blevet alt for farlig for skytterne,” siger han.

Men på trods af udfordringerne lykkedes det alligevel Fredericia Bueskytteklub at lave en god og udfordrende bane for skytterne i et nærliggende skovområde, som de fik stor ros for af de deltagende klubber.

 

” Der er meget arbejde i at afholde sådan et stort stævne. Men når du så står med slutresultatet og får ros for det, du har lavet, så er det sjovt. Det er jo en fælles indsats, som vi har lavet her,” siger Finn Larsen.

Han giver dog udtryk for, at det kræver meget energi og god plads for at afholde et danmarksmesterskab. Så meget, at han tror, at det afholder flere klubber fra at påtage sig arrangørrollen.

Er DM kun for ressourcestærke klubber?

Ud over danmarksmesterskaberne i 3D i Fredericia blev DM for Seniorer i skiveskydning afholdt af Køge Bueskyttelaug, DM for Masters blev afholdt af Middelfart Bueskyttelaug og DM for ungdom blev afholdt af Aalborg Bueskyttelaug.

Ifølge Bueskydning Danmark var der ikke var rift om at arrangere årets udendørs DM-turneringer.

”Man skal samle kræfter til at afholde et danmarksmesterskab, for det er et stort arbejde, som er baseret på frivillig arbejdskraft. Derfor går der som regel nogle år imellem de store stævner for de fleste klubber,” forklarer Bjarne Schmidt, der er formand for Middelfart Bueskyttelaug, som for første gang i år prøvede kræfter med at arrangere et DM.

At danmarksmesterskaberne kræver mange ressourcer, er både Køge og Aalborg enige i. Morten Caspersen, næstformand i Køge Bueskyttelaug, fortæller, at det primært er de samme klubber, som afholder de store stævner, fordi det er pladskrævende, og mange klubber mangler fysiske faciliteter til det.

”Normalt afholder vi stævnerne hjemme på vores træningsbaner, men til DM-stævnet i år måtte vi låne en bane, hvor der var tribuner og så videre, fordi vi blev så mange skytter,” siger han.

Morten Caspersen ser dog ikke noget problem i, at klubber, som skulle have lyst til at afholde et danmarksmesterskab, skulle tage pladsudfordringerne op og kaste sig ud i det. Han understreger, at der også er rigtig mange fordele ved at afholde et større stævne:

”Der skal selvfølgelig være et sportsligt incitament til at afholde et stort stævne som DM, men vi laver et pænt økonomisk overskud på det, selvom vi skal låne en bane, og så er det med til at ryste klubben godt og grundigt sammen med alle de frivillige. Det er meget motiverende.”

 

Dette kan formanden for Aalborg Bueskyttelaug, Robert Knudsen, nikke genkendende til:

”Det er et stort arrangement, som kræver, at mange bidrager, men det er en god måde at være sammen på, og en god måde at lære nye medlemmer og forældre at kende og gøre dem til en del af klubben”.

”Vi samarbejder, hvis der noget, vi mangler”

Selvom det er nyt for både Fredericia og Middelfart at afholde store stævner udendørs, ser klubberne gerne, at der kommer flere danmarksmesterskaber til ude i fremtiden.

 

Finn Larsen fra Fredericia synes, at det ville være positivt, hvis flere klubber ville melde sig som arrangørerne til et DM.

 

”Det er kun en fordel, at hvis forskellige klubber afholder DM. Ellers bliver det alt for ensformigt for skytterne. Det er dejligt at kunne køre rundt i mellem de forskellige klubber i landet og komme hinanden ved,” siger han.

 

Når det kommer til planlægningen og afholdelsen af stævnerne, er klubformanden i Middelfart også enig med Morten Caspersen fra Køge i, at klubberne skal være villige til at tage pladsudfordringerne op. Bjarne Schmidt tror, at et større fokus på samarbejde kan være en god måde for klubber at overvinde udfordringen på.

 

”Vi talte med nogle af de andre klubber om at lave et samarbejde i år, hvis vi manglede assistance til at kunne afholde DM. Og de ville da gerne stille med nogle mand til at hjælpe til med det praktiske arbejde,” fortæller han og tilføjer:

”Vi samarbejder, hvis der noget, vi mangler”.

Selvom det var Middelfarts første danmarksmesterskab i år, har klubben allerede meldt sig til at være stævnearrangør igen til næste sommer.

 

”Hvis der er klubber, som kommer og siger, at de gerne vil afholde et danmarksmesterskab, men de har brug for hjælp til det, så er jeg hundrede procent sikker på, at de andre klubber nok skal give en hånd”.

I Fredericia håber Finn Larsen også at lysten til at afholde et danmarksmesterskab vil opstå hos flere klubber, på trods af det arbejde, som det kræver. Han mener, at en vigtig grundsten i lysten til at være arrangør er en oplevelse af det positive, som der kommer ud af det. 

 

”Klubberne skal have modet til at gøre det. De skal være indforstået med, at det kræver meget arbejde. Men har de lysten til at gøre det, skal de bare klemme på. Det sker ingenting ved det. Og de andre klubber, jamen de vil hellere end gerne hjælpe,” siger han og tilføjer:

”Det er heldigt, at det kræver så meget omfang at afholde DM. Det skal tages positivt, fordi så er der fremdrift i sporten”.

Bueskydning Danmark har allerede besluttet, hvilke klubber, der skal afholde udendørs danmarksmesterskaber i 2018. Blandt andet skal både Middelfart og Aalborg igen stå for det. Det er dog stadig muligt for interesserede klubber at melde sig som arrangør til 2019

bottom of page